Kebab er sagen
Familien Özyigit trives med egen forretning i Vojens
Siden marts i år har Erdal Özyigit haft sin egen forretning på Vestergade i Vojens. Han stammer oprindelig fra Tyrkiet, men kom til Danmark i 1991. Her er han gift og har to drenge, hvoraf den ældste, Erthan, er medarbejder sideløbende med en uddannelse til Fysioterapeut:
"Min far har altid ønsket en forretning i den by, hvor han bor med sin familie," fortæller Erthan:
"Oprindelig var han ansat ved Gram A/S, men har også haft pizzeria i Lunderskov. Nu har han forretning i Vojens, og dermed er en drøm gået i opfyldelse," fortæller den unge mand.
I forretningen er der fast tre ansatte, men så kaldes der ekstra mandskab ind i weekenderne, for det går rigtig godt i kebabhuset, der har åbent alle ugens syv dage mellem 11.00 og 21.30:
"Det går meget bedre, end vi havde håbet på, men det er naturligvis weekenderne, der er mest knald på. I øvrigt er der også ganske god søgning til vores frokosttilbud, hvor et afgrænset varesortiment sælges til særdeles rimelige priser," fortæller parret.
Udbuddet består af kebab, burgere, pastaretter, grillmad og naturligvis pizza. De fleste kommer ind i forretningen for at købe mad, men det er også muligt - mod en mindre prisforøgelse - at få maden bragt ud til sin bopæl.
En meget tilfreds Erdal Özyigit ser med sindsro på fremtiden og glæder sig til nytår og med en Glædelig Jul og et Godt Nytår ser han frem til at se sine stamkunder også fremover sammen med en masse nye kunder.