Fortsæt til indhold

Han har gjort en forskel for de handicappede

Kolding Kommunes Handicappris 2013 gik til tidligere formand for Handicaprådet, den 73-årige koldingenser Stepan Svoboda

Arkiv
Arkiv

Det er Forretningsudvalget i Danske Handicaporganisationer i Kolding, der har indstillet Stepan Svoboda til prisen, og et, blandt organisationens mange argumenter i indstillingen, var følgende: Stepan Svoboda fortjener en anerkendelse for sit store arbejde og sit engagement.

Han har virkelig gjort en forskel for Handicappede i Kolding Kommune.
Det var næsten enslydende med den ordlyd borgmester Jørn Pedersen havde i sin tale til prisvinderen:

"Grundet sygdom har han været nødt til at stoppe med sine hverv, hvilket er et stort savn for Handicapområdet i Kolding. Stepans indsats og arbejde i handicaprådet har været forbilledligt. Han har ry for at være utrolig velforberedt. Til møder har han skelnet skarpt mellem principielle sager og personsager, skåret ligegyldigheder fra og kunne huske og finde alle relevante detaljer i budgettet. Kolding Kommunes Handicappris uddeles i 2013 til en ildsjæl, som har fokuseret på og aktivt arbejdet for trivsel blandt personer med handicap, tillykke med prisen til Stepan Svoboda", lød det fra Borgmesteren.

fakta
Formålet med handicapprisen, er at sætte fokus på de "almindelige" foreninger, virksomheder eller enkeltpersoner, der ikke har det som deres primære mission, at tilgodese mennesker med handicaps, men som gør det fordi de ser det som en naturlig del af deres rolle – eller endnu bedre – ser det som en fordel.