Modekonkurrence og stand-up i Guds hus
Juleafslutning i kirken med modekonkurrence og en ualmindelig sjov gæst
Det minder ikke ret meget om en almindelig gudstjeneste, når Vejle Tekniske Gymnasium på torsdag holder juleafslutning i Sct. Nicolai Kirke i Vejle.
Gymnasiets modepoliti kårer Årets Hippeste Fashionista, som er en modekonkurrence, der har kørt på gymnasiets facebookside i december. Vinderne modtager en kuffert med kalendergaver doneret af lærere og ledelse.
Sidste år fik eleverne besøg af stand-upperen Tobias Dybvad, og også i år forventer gymnasiet at kunne præsentere en ualmindelig sjov gæst, som vil få taget til at lette på den gamle og bevaringsværdige Sct. Nicolai Kirke, der er fra cirka 1250 og dermed skulle være den ældste bygning i Vejle.
Htx-eleverne kan desuden se frem til akustiske musikindslag og fællessang, og ungdomspræst Rikke Holm vil holde et oplæg om julens glæder og værdier.