EG’s talenter på akademi
Esbjerg Gymnasium sender otte elever på talentakademi. Skolens talentarbejde er nu så stort, at det har fået egen koordinator
Talentet blomstrer på Esbjerg Gymnasium, og det i sådan en grad, at rektor Erling Petterson nu har ansat en koordinator til at varetage de mange talentprojekter, som skolen tilbyder sine dygtigste elever.
“Talentprojekterne er et satsningsområde for skolen, og har været det i flere år. Målet er at skabe muligheder for de særligt dygtige elever ved at kombinere det vi tilbyder her på skolen med inspiration udefra,” siger Sune Hother Petersen, der er den nye koordinator af talentprojekterne.
Han er langt fra ny på skolen, men har altså nu fået timer dedikeret til talentarbejdet - og der er nok at tage fat på.
En udvidet horisont
Esbjerg Gymnasium har indstillet otte talentfulde 1.g'ere på Akademiet for talentfulde unge, der er et landsdækkende tilbud til de gymnasieelever, som gerne vil lære mere i fællesskab med andre vidensentusiaster. En af de indstillede er Nikolai Evereth Hansen fra 1.F.
“Mit håb med akademiet er at få udvidet både min faglige og akademiske horisont og på den måde forberede mig på livet efter gymnasiet,” siger 1.g'eren, der drømmer om at blive journalist.
Målgruppen
Målgruppen for projektet er skolens to procent dygtigste elever. En af dem er Kasper Schultz Davidsen. Han går i 2.g og er på talentakademiets andet år. En gang om måneden, engang imellem i weekenden og i sommerferien mødes han med akademiets andre unge til camps og seminarer indeholdende alt fra workshops over akademiske foredrag til virksomhedsbesøg.
“Det er spændende og giver ekstra gejst, når man omgås andre med samme interesser,” siger Kasper Schultz Davidsen om akademiet, der beskriver sig selv således:
“Det handler om at vi sigter imod at give eleverne faglige udfordringer på det højest mulige niveau, inspiration til fremtidig studie og karrierevalg og et socialt fællesskab med ligesindede.”