Fortsæt til indhold

Tysk på business class

Adventure Efterskolen har ’Wirtschaftsdeutsch’ på skemaet, og nu skal 24 elever til Hamborg

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Adventure Efterskolen i Skelde ved Broager er mere end mountainbikes og løbesko. Det er for eksempel også tysk på et meget højt niveau.
Onsdag den 18. december skal skolens højniveau klasse i tysk således på studietur til Hamborg. Her skal de 24 elever bl.a. på virksomhedsbesøg hos Globetrotter, som er en kæmpe outdoor og sportsbutik, hvor de vil få en gennemgang af kæden, branchen og konceptet bag Globetrotter.
”Det hele foregår selvfølgelig på tysk, og jeg forventer mig rigtig stor spørgelyst af mine elever,” siger Sally Flindt, som er lærer på højniveau tysk, der på Adventure Efterskolen hedder noget så avanceret som ‘Wirtschaftsdeutsch - Hochdeutsch für den Arbeitsmarkt'. ‘Grenzüberschreitendes Deutsch' er ligeledes et buzz-word, skolen har koblet til faget på dette niveau, idet faget har et merkantilt tilsnit.
”Med denne satsning, vil vi være med til at forberede de unge mennesker, så de på længere sigt ville kunne begå sig i Tyskland og eksempelvis gøre det muligt for dem at få praktikplads dernede uden sproglige hindringer,” siger Sally Flindt.

Wirtschaftsdeutsch

Som alle andre efterskoler profilerer Adventure Efterskolen sig gennem skolens profilfag/linjefag, det vil sige de fag, der ligger uden for de boglige faglige. Men da de boglige fag er den største del af efterskolernes hverdag, vælger skolen også at profilere sig på de boglige fag.
”Adventure Efterskolens beliggenhed cirka 20 kilometer fra den tyske grænse inviterer til, at netop vi tager udfordringen op med det tyske sprog. Derfor har vi på det højeste niveau af faget indført det, vi som sagt kalder ‘Wirtschafsdeutsch'. Der er mange andre efterskoler, der tilbyder engelskundervisning målrettet de videregående uddannelser på højt niveau, men os bekendt er der ikke andre efterskoler, der gør en ekstra indsats for det tyske sprog,” siger Sally Flindt, der selv er bosat i Flensborg.
Om torsdagen tager delegationen på virksomhedsbesøg hos Berlitz Hamburg City, ligesom et lyn kursus i et fremmed, eksotisk sprog efter Berlitz metoden vil være på programmet.
”Berlitz er en over 100 år gammel sprogskole, som næsten findes i hele verden. Det særlige ved Berlitz er, at man bliver undervist efter en speciel metode (immersions-metoden), som gør, at man lærer sproget utroligt hurtigt. Man bliver alene undervist af native-speakers. Ligesom der fra dag ét udelukkende bliver talt fremmedsprog,” forklarer Sally Flindt, der selv er uddannet efter Berlitz metoden, og som også selv har undervist hos Berlitz Flensburg i 6 år.
”Selvom der selvfølgelig også bliver plads til en shoppetur i den store by, så er det vigtigt at understrege, at målet med en sådan tur her er at give vores elever mulighed for at bruge deres tyske på et fagligt højt niveau gennem samtaler og diskussioner i de virksomheder, vi besøger. Ligeledes er det et håb, at nogle af eleverne vil få øjnene op for de uanede faglige muligheder der ligger i Danmarks største eksportmarked lige syd for grænsen,” slutter forstander Henrik Hartvig.