Hundrede mio. liter vandt pumpet væk
Tæt på en milliard liter vand kan være pumpet væk fra Hyllingeriis efter oversvømmelserne, fortæller stationsleder
4,3 mio. liter vand i timen har Beredskabsstyrelsen pumpet væk fra Hyllingeriis efter stormfloden 6. december.
"Da Beredskabsstyrelsen pakkede sammen torsdag eftermiddag, fortalte de, at det kan ligge tæt på en milliard liter vand, de har pumpet væk fra området, men at det også kan være mindre," siger stationsleder fra Frederikssund-Halsnæs Brand og Redningsberedskab, Thomas Danholm, og fortæller, at der endnu ikke er noget overblik over, hvornår vandet helt er væk.
"Der ligger stadig lidt, som det sidste dræn skal tage. Det er svært at sige, hvornår der er tørt igen, for jorden derude er meget vædet."
Fantastisk indsats
I kølvandet på redningsaktionen i Hyllingeriis i forbindelse med stormfloden, har stationslederen, der selv var indsatsleder på aktionen, kun ros til overs for sit mandskab.
"Der er ingen tvivl om, at de skal have stor ros, de leverede en fantastisk indsats. Det var meget anderledes fra det, vi er vant til ved brande eller trafikuheld. De gav den virkelig gas, og jeg var selv meget imponeret over deres indsats, hvor opfindsomheden også var stor," siger Thomas Danholm.
Måtte sygemelde sig
Han fortæller, at han har kendskab til to lokale brandmænd, der måtte gå hjem fra deres civile arbejde henholdsvis mandag og tirsdag.
"Om det var fordi, de var trætte eller psykiske brugte, det ved jeg ikke, men det har nok været en kombination," siger stationslederen og fortæller at han ikke har kendskab til, at nogle af brandmændene fortsat skulle være sygemeldt fra deres arbejde pga stormflodsaktionen.
(Du kan se flere billeder fra, at Beredskabsstyrelsen pakker sammen i Hyllingeriis torsdag eftermiddag på www.lokalavisen.dk/hornsherred)