Fortsæt til indhold

"Vi tager kritikken alvorligt"

Fredericia Kommune følger op på Landbrug & Fødevarers undersøgelse af det lokale erhvervsklima for landbruget efter kritik af sagsbehandlingen. Der er dialogmøde den 17. januar

Arkiv
Arkiv

Fredericia Kommune er kommet i strid modvind oven på den spørgeskemaundersøgelse, som landbrugets erhvervsorganisation, Landbrug & Fødevarer, har lavet af de lokale rammevilkår for de danske landbrugsbedrifter.
"Vi er meget kede af den kritik af Fredericia Kommune, der er kommet til udtryk i undersøgelsen. Vi tager den særdeles alvorligt, også selv om det kun er 10 landmænd fra Fredericia Kommune, der har valgt at medvirke i Landbrug & Fødevarers undersøgelse," siger natur- og miljøchef Peter Krongaard-Kruse.
Det dårlige resultat overrasker Peter Krongaard-Kruse meget, for det svarer slet ikke det billede, der blev tegnet i en omfattende brugertilfredshedsundersøgelse vedrørende kommunens miljøtilsyn, som blev lavet for 3-4 år siden.
Fredericia Kommune sendte i en periode på 13 måneder, fra midten af 2009 til midten af 2010, et spørgeskema ud til samtlige industrivirksomheder og landbrug, hvor kommunen havde været på miljøtilsyn. Det drejede sig om i alt 56 industrivirksomheder og 29 landbrug.
”Blandt de 50 virksomheder og landbrug, der valgte at deltage i vores undersøgelse, var der generelt en stor tilfredshed med alle aspekter af vores miljøtilsyn”, siger Peter Krongaard-Kruse og tilføjer, at der ikke siden 2009-2010 er sket større ændringer af kommunens opgaveløsning og rammerne for denne, der kan forklare en markant negativ udvikling i virksomhedernes oplevelse af kommunens miljøtilsyn.
Inviterer til dialogmøde

Fredericia Kommune vil nu gå i tæt dialog med landbruget for at få klarhed over omfanget af og årsagen til utilfredsheden blandt de lokale landmænd. Derfor har kommunen inviteret de lokale landboforeninger til et dialogmøde den 17. januar 2014. Dialogmødet er tænkt som et indledende dialogmøde, og målet er, at der på mødet laves aftaler om fremtidige dialogmøder mellem kommunen og landbrugserhvervet.
”Vi vil også meget gerne til enhver tid høre direkte fra lokale landmænd, der kan gøre os mere klare på, hvor og hvordan vi kan blive bedre til at yde erhvervsservice over for landbruget inden for de lovgivningsmæssige rammer, der nu engang gælder for vores opgaver som bl.a. miljømyndighed og byggemyndighed. Jo mere skarpe vi bliver på utilfredsheden og dens årsager, desto bedre kan vi sætte ind på de felter, hvor der er forbedringspotentiale," siger Peter Krongaard-Kruse.
De landmænd, der har noget på hjerte, må meget gerne ringe til teamleder Carsten Pedersen på tlf. 7210 7596.
Overvandt køen

Peter Krongaard-Kruse mener ikke, at Fredericia Kommune bruger for få ressourcer på landbrugsområdet.
”For 2-3 år siden havde vi en kø af sager om miljøgodkendelse af større husdyrbrug, der er ganske omfattende og komplicerede sager. Dette var en udfordring overalt i landet, så ligesom i de fleste andre kommuner var der dengang nogle landmænd, som måtte vente temmelig længe på deres miljøgodkendelse. Sådan er det ikke længere. Vi satte i en periode ekstra ressourcer ind og overvandt køen. Vi har ingen sager i venteposition nu, og med den tilgang vi har af nye sager, kan vi godt følge med," fortæller Peter Krongaard-Kruse, der tilføjer, at der heller ikke på byggesagsområdet længere er samme lange sagsbehandlingstider som tidligere. Her er sagsbehandlingstiden blevet reduceret meget betydeligt inden for det seneste år.