Fortsæt til indhold

Munkholm og Erkmann hyldet med årets idrætspriser

Flot medaljevinderarrangement på Køge Rådhus torsdag eftermiddag

Arkiv
Per Møller

IDRÆTSPRISER: Igen i 2013 har rigtigt mange af Køge Kommunes idrætsudøvere opnået at stå på medaljeskamlen ved et stort nationalt eller internationalt stævne. Og traditionen tro havde Køge kommune inviteret dem alle til det årlige medaljevinderarrangement torsdag den 19. december i kantinen på Køge Rådhus - med to ugers forsinkelse, takket være "Bodil" hvis ankomst den 5. december betød udsættelse af arrangementet.
Her kunne man for fjerde år i træk kåre "Årets Foreningsleder 2013" og "Årets Idrætsnavn 2013" i Køge kommune. Tre personer i hver kategori var nomineret.
Adm. direktør Jørgen Petersen fra Køge Medie Center, som sammen med pengeinstitutterne DiBa, Nordea, Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit og Spar Nord Køge samt Køge Handelsstandsforening og Køge kommune står bag kåringen, overrække check, diplom og blomster til de to personer.
"Årets Foreningsleder i Køge kommune 2013" blev Peter Erkmann fra Køge-spejderne. Peter Erkmann er den person som gennem rigtigt mange år har tegnet Køgespejderne og skabt så mange gode nye ideer, som gør at Køgespejderne i dag er vokset til 257 medlemmer - mod 41 i 2002 og i dag er Danmarks største spejdergruppe.
Nogle af de tiltag Peter er mand for, er Familiespejd, hvor forældre med deres 3-6 årige børn kommer ud i naturen hver anden søndag for at deltage i spejderaktiviteter. Han er bl.a. også mand for at skabe en havkajakafdeling hos Køgespejderne med 12 havkajakker, som er en aktivitet der fastholder de 12-16 årige spejdere. Denne aldersgruppe er svær at fastholde uanset om de er spejder eller alle andre fritidsaktiviteter. Han har også sørget for at Køgespejderne i dag har base på Køge ås, hvor alle spejderaktiviteter foregår i weekenden.
Peter Erkmann var desværre forhindret i selv at være til stede ved arrangementet, men havde allieret sig med Annelise Pedersen som stand-in.
"Årets Idrætsnavn i Køge kommune 2013" blev Christina Munkholm fra Køge Svømmeklub. Christina Munkholm har trods sine kun 17 år vundet adskillige danske mesterskaber gennem flere år - og som kronen på værket er hun udtaget til det danske hold, som fra den 12.-15. december deltog i EM på kortbane i Herning.
For Årets idrætsnavn og "Årets Foreningsleders tildeles de hver 7.500 kr., mens der er 7.500 kr. til den klub i Køge Kommune, hvor vedkommende senest har været hjemhørende.
De to øvrige nominerede til "Årets Foreningsleder" var Sven Brix fra Team Køge Volley og Carsten Jensen fra Køge Boldklub, mens Nanna Mølgaard fra Team Køge Volley og Emilie Løvenstein Vegeberg fra Køge Judoklub også var nomineret til titlen "Årets Idrætsnavn".

130 medaljevindere

Langt over 100 af de ialt 130 vindende idrætsudøvere var denne eftermiddag samlet i kantinen på Køge Rådhus. De har alle det tilfælles, at de er bosiddende eller hører til en forening eller klub i Køge Kommune. Derudover har de i løbet af 2013 stået på medaljeskamlen ved DM, NM, EM eller VM.
- Alle disse idrætsudøvere bruger ufatteligt mange timer på træning. Det er marginaler, der tæller, når medaljerne skal uddeles. De gør en fantastisk reklame for både deres forening og kommunen. Og bag hver enkelt medaljevinder står en lang række af utrættelige trænere, holdledere, og forældre og ægtefæller, der lægger rigtigt mange timer i foreningerne og i arbejdet med udøverne. Deres støtte og opmuntring, også når resultatet måske ikke bliver som forventet, er uundværlig for idrætsudøveren, og dagen er derfor ligeså meget en hædring af dem, siger borgmester Marie Stærke, der sammen med kulturudvalgsformand Erik Swiatek overrakte en lille gave til hver af de mange medaljevindere.
Årets 130 medaljevindere repræsenterer 19 forskellige klubber. De er et bevis på den store alsidighed, der findes i Køge kommunes foreningsliv.
Ved medaljevinderarrangement deltog udøvere fra en lang række af kommunens foreninger. Både de mere ”traditionelle” idrætter som volleyball, gymnastik og atletik, men også mindre udbredte idrætter som kano og kajak, krocket og BMX har udøvere, der i årets løb har leveret flotte præstationer.
Medaljevinderne spænder også vidt aldersmæssigt. Den yngste er 7 år, nemlig Marie F. Marckmann fra Køge Bueskyttelaug, mens de ældste medaljevindere har rundet 80 år. Ældste medaljetager i 2013 var endnu engang 84-årige Kurt Dose fra Køge Orienteringsklub.
Langt størstedelen er dog under 18 år, hvilket afspejler, at Køge Kommune satser stærkt på gode og alsidige idrætstilbud til børn og unge.
De 19 klubber der i år har kunnet glæde sig over at deres medlemmer har ydet en ekstraordinær indsats og hjembragt mesterskaber og medaljer er Bowlingklubben Køge 75. Køge Orienteringsklub. Køge Krocket Klub. Gymnastikforeningen Køge Bugt. Køge Judo Klub. Dansk Politihundeforenings Skovbo afdeling. Køge Triathlon Team 2000. Køge Bueskyttelaug. Køge Petanque Klub. Køge Karate Klub. Køge Kano og Kajak Klub. Team Køge Volley. Køge Kricket Klub. Køge BMX Klub. Køge Cykel Ring. Køge Svømmeklub. Køge Atletik.
Desuden har 14-årige Asta Kielgast og 12-årige Victoria Amalie Munch, begge bosat i Køge kommune, repræsenteret h.h.v. Sparta AM indenfor crossløb og Sorø Roklub i single sculler.

Kulturudvalgsformand Erik Swiatek forestod sammen med borgmester Marie Stærke overrækkelsen af gaverne fra Køge kommune til årets mange medaljevindere. (Foto: JCJ).
Ældste og yngste medaljetager i 2013 hyldes af borgmester Marie Stærke. Til venstre ses Kurt Dose, 84 år, fra Køge Orienteringsklub og til højre 7-årige Marie F. Marckmann fra Køge Bueskyttelaug. (Foto: JCJ).
De tre nominerede i kategorien "Årets Idrætsnavn", fra venstre Christina Munkholm, Køge Svømmeklub, Emilie Løvenstein Vegeberg fra Køge Judoklub og Nanna Mølgaard fra Team Køge Volley. (Foto: JCJ).
De tre nominerede til "Årets Foreningsleder", fra venstre Peter Erkmanns stand-in Annelise Pedersen, Emma Brix der var stand-in for Sven Brix fra Team Køge Volley, der ligeledes var forhindret i at være til stede og til højre Carsten Jensen fra Køge Boldklub. (Foto: JCJ).
Der var traditionen tro en fantastisk stemning da Køge kommune hædrede årets medaljevindere. (Foto: JCJ).