Tønder Bank koster Sydbank dyrt
Sydbank skal nedskrive yderligere 225 mio. kroner på landbrug, fordi banken ikke fuldt ud har fulgt Finanstilsynets anvisninger
Sydbank har udsendt en uddybende kommentar til bankens forventede store nedskrivninger.
Sydbank offentliggjorde den 5. december forventningerne til størrelsen af bankens nedskrivninger i 4. kvartal 2013. Efterfølgende har der været et vedvarende ønske om uddybende kommentarer til de enkelte elementer i de forventede nedskrivninger og bankens tiltag for at sikre sig mod gentagelser.
"Banken har et generelt ønske om at føre en åben dialog med omverdenen. I den konkrete situation har det dog været af afgørende betydning for banken, at oplysningerne om de yderligere nedskrivninger blev offentliggjort hurtigst muligt, men samtidig også, at de medarbejdere, der direkte eller indirekte er berørt af konsekvenserne, orienteres direkte og ikke gennem offentlige meddelelser," lyder det i en nyligt udsendt pressemeddelelse.
Det fremgår af de offentliggjorte oplysninger, at Sydbank skal nedskrive yderligere 225 mio. kroner på landbrug, fordi banken ikke fuldt ud har fulgt Finanstilsynets anvisninger om værdiansættelse af driftsbygninger. Sydbank har ved den yderligere nedskrivning taget konsekvensen af dette forhold.
"Dog kan det anføres, at den model Sydbank fik underkendt, i dag anvendes bl.a. af DLR Kredit." står der i pressemeddelelsen.
De yderligere nedskrivninger vedrørende engagementer overtaget fra Tønder Bank vedrører i høj grad private kunder og mindre erhvervskunder.
Sydbank oplyser, at man for at sikre sig mod gentagelser og med henblik på at styrke den generelle kreditorganisation og kreditkvalitet i banken gennemført følgende: Organisatoriske ændringer i bankens centrale kreditafdeling, etableret decentrale kreditansvarlige i alle bankens områder samt styrket risikoorganisationen, og skabt fuld funktionsadskillelse mellem kontrolfunktionen og de udførende funktioner fremover.