Claudi bliver dekan
Tidligere direktør i Hvidovre Kommune og Hvidovreborger, Kit Claudi, får nyt job
Kit Claudi bliver fra 1. januar dekan for videreuddannelsen i UCC og skal være ansvarlig for efter- og videreuddannelse på alle faggrene, som udbydes i UCC. Claudi skal indgå i direktionen på professionshøjskolen og skal bl.a. medvirke til at forberede indflytningen på Campus Carlsberg i 2016 og bidrage til implementering af folkeskolereformen i regionen Hovedstaden. - Med Kit Claudi har vi fået den helt rigtige dekan, siger Laust Joen Jakobsen, rektor for Professionshøjskolen UCC. - Jeg kender Kit fra bestyrelsesarbejdet i UCC og er sikker på, at hun kan bidrage med engagement, nytænkning og dygtighed i udviklingen af videreuddannelsen. Jeg er særlig glad for Kits store erfaring fra den kommunale virkelighed, som vi kan få god gavn af i samarbejdet med netop det område, siger han. UCC uddanner professionsbachelorer inden for lærer, pædagog, sundhedsområdet, tekstilformidlere og tegnsprogstolke. Kit Claudi fortsætter med sin virksomhed IværkZ og sine bestyrelsesposter sideløbende.