Fælles julegudstjeneste i Havdrup Kirke
JULEGUDSTJENESTE: Julesøndag ligger mellem jul og nytår. En almindelig søndag vil der normalt være gudstjeneste i alle kommunens kirker, men i anledningen af julen er tre af sognene gået sammen om at afholde en fælles gudstjeneste.
Det sker i Havdrup Kirke søndag den 29. december kl. 11.00.
Det betyder, at gudstjenesterne i henholdsvis Solrød Strandkirke og Jersie Kirke denne dag er flyttet til Havdrup, hvorfor man enten kan tage en kirkebil eller, hvis man trænger til at få rørt sig lidt ovenpå julemaden, kan tage del i den forudgående kirkevandring.
I Jersie mødes man ved kirken kl. 09.30 og går i fælleskab til Havdrup, mens folk fra Solrød mødes ved Solrød Kirke kl. 10.00.
Efter gudstjenesten, hvor også Havdrup Kirke Ensemble medvirker, er der kirkekaffe, hvorefter turen går hjemad igen.
Man er naturligvis også velkommen til at køre til Havdrup og hjem igen, men så skal man også love at bevæge sig på anden måde på et andet tidspunkt...!
I Jersie kører kirkebilen til sædvanlig tid og rute, men ender i Havdrup. I Solrød bestiller man kirkebil efter den sædvanlige procedure.
pm