Lommetyve er løs i hele Roskilde Kommune
Intet sted i Roskilde Kommune kan man i øjeblikket vide sig sikker for lommetyve, der åbenbart popper op overalt, hvor folk har punge eller mobiler fremme.
Torsdag eftermiddag blev der i Gevninge stjålet en Iphone fra en taske, da ejeren var på vej hjem fra Brugsen.
I Svogerslev fik en kvinde samme eftermiddag stjålet en rød pung fra en indkøbstaske med 3.200 kroner, hævekort og sygesikring i.
Politiet oplyser, at tyvene også har været på arbejde i mange andre af de små landsbyer, der ligger et stykke fra selve Roskilde by.
Hold på pung og mobil
På veje, der fører hen til midtbyen, er det ofte en god ide at holde godt fat i pung og mobil, når man går ud.
Tingene forsvinder, mens man er undervejs, og ofte går meldingen på, at en mobil er forsvundet, uden at noget har bemærket noget.
Når mobilen skal i brug, er den pludselig væk.
Værst går det dog til i midtbyen, hvor mange hver eneste dag oplever, at punge, tasker og kontanter er væk. Eller at hævekortet pludselig er overtrukket med mange 1.000 kroner.
Når festivalen går i gang, bliver det endnu værre, da festivaltid også er store-tyve-tid.
ag@roskildeavis.dk