14-årige hjemmerøvere anholdt
Politiet anholdt i går formiddag to drenge på 14 år fra Roskilde, der har indrømmet, at de har været med til at begå to hjemmerøverier i henholdsvis Gartnervang og Æblehaven i oktober måned sammen med to andre drenge.
Efter afhøringen blev drengene fjernet fra deres hjem og anbragt på en lukket ungdomsinstitution i foreløbigt tre uger
De to første gerningsmænd blev taget på fersk gerning tirsdag i denne uge, da de var i færd med at bryde ind i et hjem i Egelund.
Her anholdt politiet en 15-årig dreng fra Roskilde og en 16-årig dreng fra Tåstrup. De er begge varetægtsfængslet i surrogat på en lukket ungdomsinstitution indtil 14. november.
Hjemmerøverne
De fire drenge udsatte på to uger to personer i Roskilde for hjemmerøveri.
28. september gik det udover en 62-årig kvinde i Ejboparken, der blev truet med en pistol. Denne gang foregik den voldsomme forbrydelse i Gartnervang.
Her bankede det lørdag lidt efter kl. 16 på døren hos en 77-årig kvinde.
Da hun ventede en veninde åbnede kvinden døren.
I stedet for veninden var det dog fire mænd, der stod udenfor, og da den 77-årige åbnede døren, benyttede de lejligheden til at mase døren op, så de kunne kom ind.
Sat under bevogtning
Den 77-årige blev sat i en stol, hvor hun blev bevogtet af en af røverne.
Imens gik de tre andre i gang med at gennemsøge kvindens hjem for værdigenstande.
De fire mænd efterlod den 77-årige uskadt men stak af med smykker og hævekort.