Fortsæt til indhold

Køge Bugt Bordtennis satser på slutspillet

Klubben gør status midtvejs i 2013/14 sæsonen.

Arkiv
Arkiv

BORDTENNIS: Køge Bugt Bordtennisklub er i fuld gang med en spændende sæson med professionel bordtennistræner fra Kina og hold i damernes Elitedivision som overskrifterne.
På damernes hold i Elitedivisionen spiller træner Wu Xiaoning, som er ubesejret. Derudover udgøres holdet af Susanne Pedersen, Jette Vieg og Mette Teining. Holdet sluttede af med en flot sejr over Amager på 6–1. Foreløbig ligger holdet nummer fem, men med den tidligere danske mester Susanne Pedersen tilbage i topform, forventer klubben en placering i slutspillet til foråret. Det bliver spændende at følge det stærke damehold resten af sæsonen.
Klubben har haft nogle børne- og ungdomsspillere med til to stævner i Alsted-Fjenneslev hallen. Ved første stævne den 24. november fik klubben to fine placeringer. Filip Jensen blev nummer tre i B-rækken, og Kasper Staalhøj blev nummer tre i A-rækken. Ved det andet stævne den 15. december opnåede Kasper Staalhøj en flot andenplads i A-rækken. Det bliver spændende at følge de unge talenter fremover.
Herreholdet i Serie 4 sluttede første halvdel af med at møde Benløse, hvor det blev til et nederlag. Efter en hård start har holdet nu fået hjælp af Ringo Hansen – og derudover spiller Rene Nielsen og Per Friedstrup på holdet.
Herreholdet i Serie 3 sluttede af med en overbevisende sejr på 9-1 over Brøndby Strand. Efter en hård start på sæsonen med en skadet Thomas Ensbye har holdet nu fået hjælp af Katrine Møller, som er ubesejret. Derudover spiller Onur Öksüm og Michael Ringner på holdet.
Herreholdet i Serie 2 sluttede af med en sejr over rækkens nummer tre, Frem Sakskøbing på 10-4. Holdet ligger nu nummer to med samme antal point som nummer et, Svalebæk. På holdet finder vi den mest vindende spiller i rækken, Ole Inselmann, og derudover René Georgsen, Christian T. Flink og Mikkel Bøgeskov.

Herrerne topper rækken

Klubbens bedste herrehold, der spiller i Serie 1 sluttede også sæsonen af med en overbevisende sejr i lokalopgøret over Ejby på 12-2. Holdet ligger nummer et i rækken, ét point foran Skensved. Målet er at ende som nummer et og dermed rykke direkte op i Østdanmarksserien.
Spillende træner Wu Xiaoning har spillet overbevisende og er ubesejret. Derudover spiller Carsten Thomsen, John Haagensen og Morten Halgren Sørensen på dette hold.
- Der er god aktivitet i klubben, men vi tager meget gerne mod nye medlemmer, siger Morten Halgren Sørensen fra Køge Bugt Bordtennisklub.
Interesserede børn og unge kan kontakte Morten Halgren Sørensen på telefon 2945 8408, og interesserede voksne kan kontakte John Haagensen på telefon 2224 4380.
pm