Der er styr på kondien i Ravsted
Ravsted Børneunivers er med i Styr På Sundheden. Projektet betyder, at eleverne løbende får testet deres kondi
Ravsted Børneunivers er med i Styr på Sundheden, som er et projekt udarbejdet af Dansk Skoleidræt og Trygfonden. Skolen håber med dette tiltag at øge børnenes fokus på bevægelse og sund kost samt at få implementeret mere bevægelse i den daglige undervisning.
Lærerne har således forpligtet sig til at give eleverne en skolehverdag med masser af fysisk aktivitet. Som en del af projektet skal eleverne to gange årligt gennem en konditest. Første gang var ved opstart af projektet. Herved fik både elever og lærere en idé om, hvordan det står til med den fysiske form her og nu, samtidig med at de får et sammenligningsgrundlag, når eleverne skal testes igen til sommer:
"Vi anbefaler, at skolerne i projektet konditester eleverne et par gange om året. På den måde kan de følge med i, om eleverne faktisk får en bedre kondition af at være fysisk aktive dagligt i skolen. Det er også både motiverende og sjovt for eleverne, hvis de kan se en konkret forbedring af deres kondital," siger Kenneth Regner Christensen, der er projektleder i Dansk Skoleidræt.
Lærerne fra Ravsted Børneunivers skal i forbindelse med projektet på kurser i både sundhedspædagogik og aktiv undervisning.
"Folkeskolereformen kræver både kompetenceudvikling af lærerne samt 45 minutters daglig bevægelse. Skolerne i Styr på Sundheden får begge dele," siger Kenneth Regner Christensen.