Børnene i Ravsted fyrer den (sikkert) af
Børnene i Ravsted Børneunivers har været en del af årets fyrværkerikampagne “Raketvidenskab”, og har helt styr på sikkerheden
Børnene i 5. og 6. klasse i Ravsted brugte inden jul tid på at forberede sig til nytår. De var nemlig en del af den landsdækkende fyrværkerikampagne “Raketvidenskab”, og optog i den forbindelse et par videoer omkring fyrværkeri.
“Jeg meldte os til kampagnen, fordi jeg fornemmer, at især drengene er kommet i en alder, hvor de synes, det er spændende at eksperimentere med fyrværkeri. Og de er også i en alder, hvor de måske kan glemme at koble hovedet til”, fortæller skoleleder Judith Gripping. Hun synes derudover, at det var en fin bonus, at der med undervisningsmaterialet fulgte sikkerhedsbriller til alle børn i de berørte årgange.
En del af undervisningen bestod af, at børnene lavede videoer om fyrværkeri og i Ravsted valgte de så, at videoerne skulle vises for de mindre årgange ved skolens morgensamling.
Og børnene gik til opgaven med stor lyst og fantasi i forbindelse med optagelserne af videoerne, der alle kredsede omkring sikkerhed og de fem fyrværkeriråd.
“De kan måske glemme at koble hovedet til”
Judith Gripping, Skoleleder
Fakta
Brug altid beskyttelsesbriller
Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet fyrværkeri
Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
Hold afstand og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
Gå aldrig tilbage til en fuser