Fortsæt til indhold

De tunge HB Køge-svaner klar til Køge på Vægten

HB Køges administration stiller med et stærkt hold, som regner sig selv blandt favoritterne i Køge på Vægten.

Arkiv
Martin Rasmussen

VÆGT: Der er næppe nogen af HB Køges-spillerne, der har brug for at tabe sig ret meget, og i givet fald kommer det formentlig ganske automatisk under den hårde vintertræning i de kommende måneder, men HB Køge er alligevel repræsenteret i Køge på Vægten i kraft af klubbens administration, som erkender, at kostvaner og livsstil godt kunne tåle et "eftersyn".
- I HB Køge har fodboldspillerne dagligt fokus på sundhed og masser af motion, og nu er tiden kommet til at det administrative personale følger trop. Det er næppe nogen hemmelighed, at de tilmeldte personer ikke lever helt så sundt som spillerne, og det er da også derfor at "De tunge HB Køge-svaner" betragter sig selv som en af favoritterne til at vinde Køge På Vægten, siger holdkaptajn Henrik N. Andersen, formand for HB Køges bestyrelse, med et smil.
HB Køges administration stiller med et hold på fem mand til Køge på Vægten, som er en oplagt lejlighed til at sætte fokus på sundhed og motion sammen med venner, kolleger eller familie.
Man skal blot samle et hold på fem deltagere, og så kan man melde sig til og deltage i kampen om en førstepræmie på 10.000 kroner og en række andre præmier. Deltagernes og holdenes vægt og vægttab bliver ikke offentliggjort - fremgangen i konkurrenceperioden måles i stedet som indextal, hvilket også er med til, at alle har en fair chance for at vinde præmier.
Der er indvejning lørdag den 11. januar ved et stort arrangement i Køge Hallerne, hvor man også kan tilmelde sit hold. Udvejningen sker otte uger senere lørdag den 8. marts samme sted.
Læs mere på www.koegepaavaegten.dk.

- I HB Køge har fodboldspillerne dagligt fokus på sundhed og masser af motion, og nu er tiden kommet til at det administrative personale følger trop, siger bestyrelsesformand Henrik N. Andersen.