DAD snød Gimle
Ukendte musikere viste sig at være det populære rockband i forklædning
Ofte er det de overraskende elementer, der bestemmer om en koncert er god eller dårlig.
Ud fra den målestok har torsdag aften på Gimle været helt vildt god for de op mod 100 fremmødte gæster.
Her viste det ukendte band Slow Rampage sig nemlig at være de populære rockherrer fra DAD, som havde klædt sig ud.
For at skjule deres identitet bedre havde bandets medlemmer byttet instrumenter, så det blandt andet var trommeslager Laust Sonne, der havde indtaget pladsen som forsanger.
Spillede sig selv
Inden DAD afslørede sin sande identitet, nåede de at spille to cover-versioner af deres egne sange.
Herefter var det slut med skuespillet, og DAD-medlemmerne smed kostumerne, indtog deres normale pladser på scenen og gav en koncert, Gimle og de fremmødte gæster nok sent vil glemme.
Kilde: www.bt.dk