Fortsæt til indhold

Skorstens-sag fra Jelling er endnu ikke slut

Venstre kræver spørgsmålet om FermentationsExperts behandlet af byrådet

Arkiv
Peter Friis Autzen

Politikerne i Vejles natur- og miljøudvalg kunne i går ikke blive enige om Jelling-fabrikken FermentationsExperts/European Protein. Da udvalget mandag eftermiddag diskuterede en forlængelse af den midlertidige miljøtilladelse til det omstridte tørreri, endte sagen tæt på uafgjort.
"Et flertal på fire afviste at forlænge fabrikkens tilladelse. Mens tre medlemmer stemte for en forlængelse," siger den socialdemokratiske udvalgsformand, Søren Peschardt.
Flertallet imod forlængelse bestod af Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti. Venstres tre udvalgsmedlemmer mente, at tilladelsen skulle forlænges. Og det synspunkt kræver Venstre nu behandlet af byrådet.
"Det er første gang i 15 år, at jeg taber en udvalgssag og efterfølgende kræver den behandlet i byrådet. Det siger noget om, hvor alvorlig jeg finder sagen," siger udvalgsmedlem og Venstremand Peder Hummelmose.
Han er også formand for Teknisk Udvalg, der sidder med afgørelsen på, om fabrikken kan få lov at forhøje sin skorsten. Noget han selv er tilhænger af.
"Her har vi en fabrik, der gavner beskæftigelsessituationen og fremmer både sundhed og klima. Og så vil man kun give dem 14 dage til at løse et problem. Det er ikke rimeligt. Jeg forstår godt, at folk er skeptiske, men jeg synes, at vi skal give dem to måneder," siger han.

Flertal står fast

Søren Peschardt mener, at FermentationsExperts har fået tid nok til at løse sine problemer.
"Jeg forstår, at fabrikken forventer at kunne løse sine problemer allerede i løbet af januar, selvom meldingerne tidligere har været anderledes. I det hele taget er der mange forvirrende meldinger. Derfor har vi besluttet at stå fast på det miljømæssige. Og dét er, at tilladelsen til tørreriet udløber ved årsskiftet. Og den forlænger vi ikke. De kan fortsætte med produktionen, men ikke med tørreriet," siger udvalgsformanden.
Det er endnu ikke afgjort, hvornår byrådet behandler sagen. Byrådet mødes i morgen, men her kan sagen næppe nå at komme på dagsordenen. Derefter kan kun et ekstraordinært møde nås inden nytår.
"Jeg ved det ikke - og jeg ved heller ikke, om jeg kan samle et flertal i det nuværende byråd. Men omvendt kan vi heller ikke vente til januar, for så når fabrikkens nuværende tilladelse at udløbe. Det er en svær en," siger Peder Hummelmose.