Fortsæt til indhold

En pige ud over det sædvanlige

I fagsprog hedder de mælkebøttebørn og er at finde i fagbøger, statistikker og studier. Mød Freja Adler Sturm fra Flovt

Arkiv
Mette Henriksen

“Jeg har kæmpet med lavt selvværd, været aggressiv og manipulerende og ikke mindst har jeg været så utrolig bange for, at jeg ville gå i min mors fodspor.”
Disse hudløst ærlige ord kommer fra Freja Adler Strum, 16 år gammel og et af de såkaldte mælkebøttebørn, der udvikler en særlig modstandskraft, og derfor klarer sig godt på trods af opvækst i belastende og risikofyldte miljøer.
Spørger man Freja selv, så vil hun bare gerne være som alle andre.
“Jeg er jo en helt almindelig pige, der går på gymnasiet. Jeg har mine venner og fritidsinteresser, og går af og til i byen. Jeg vil ikke ynkes eller haves ondt af, for det kan jeg ikke bruge til noget,” siger hun selv.

Truer med selvmord

Omsorgssvigt, tvangsfjernelse samt en barndom i evig dilemma over, om de tilsynsførende voksne har taget de rigtige valg for hende. En evig søgen efter at finde ud af, hvem der er ven og hvem der er fjende i hendes livs mosaik. Og ikke mindst en konstant manipulering fra hendes psykisk syge mor, der gang på gang truer med selvmord, hvis datteren ikke gør sit for at overbevise omverden om, at hun vil hjem.
Hun er bare tre år gammel, da hun sammen med sin bror fjernes fra sin alkoholplagede mor, for at blive installeret på børnehjem.
“Jeg husker ikke tydeligt, hvad der skete og hvordan vi havde det derhjemme. Men jeg mindes, at det var voldsomt at blive fjernet. Det var jo trods alt min familie, og jeg savnede min mor,” fortæller Freja, som i dag bor på opholdsstedet Solstrålen i Flovt.
“Det påvirkede os meget, da jeg senere kom til en plejefamilie i Padborg, mens min bror blev anbragt på et andet børnehjem i området. Hidtil havde vi været sammen, og det føltes egentligt trygt og godt nok - bare vi havde hinanden,” fortæller Freja, som dog faldt rigtig godt til hos plejefamilien, mens moderen til trods for en Borderline-diagnose og alkoholisme kæmpede videre for, at børnene skulle hjem at bo.
“Mor kontaktede mig konstant for at overbevise mig om, at jeg havde det bedre hjemme hos hende. Min plejefamilie var rigtig sød, men jeg turde ikke sige til mor, at jeg rent faktisk var glad for at være der,” fortæller hun og fortsætter:
“Jeg syntes jo også det var synd for min mor. Hun var jo syg og havde behov for hjælp. Jeg følte at jeg svigtede hende, hvis jeg ikke kom hjem at bo igen. Og så var jeg også rigtig bekymret for hende, når hun drak. Hun kunne finde på at gå ud om natten, også når jeg var hjemme. Nogen gange fulgte jeg efter hende i nattøj - for hvad nu, hvis?”

Alene i verden

Weekenderne hjemme hos moderen var uforudsigelige, for selvom moderen prøvede sit bedste for at være en god mor, sejrede hendes sygdomsrelaterede adfærd alt for ofte over de gode intentioner.
“Mor var jo en god mor, når hun ikke drak. Men jeg vidste aldrig, hvad der ventede mig, når jeg kom hjem på weekend. Jeg kunne allerede fornemme stemningen, når jeg kom op af trappen til stuen. Og havde hun drukket, så blev det i hvert fald en dårlig weekend. Ikke fordi jeg ikke ville tage mig af hende og passe hende, fordi det ville jeg - jeg ville gøre alt for at hun havde det godt.”
I dag mindes Freja weekenderne hos sin mor som noget, hun accepterede og lærte at leve med.
“Det var sådan det var og altid havde været. Det var ligesom indkodet i min krop, og jeg undlod at tænke mere over det. Jeg snakkede heller ikke med nogen om det. Egentlig tror jeg, at jeg mest af alt ville skjule det for mig selv.” De følgende år fortsætter efter samme skema - Frejas mor tager alle midler i brug for at få datteren hjem. Efter at have fået hende til at flygte fra plejefamilien og have gemt hende hjemme hos sig i fire dage, siger plejefamilien stop.
“Mor kontaktede ikke bare mig konstant, men også dem. De kunne ikke holde til hendes chikaner i længden og blev nød til at passe på deres egen familie i sidste ende. Det forstår jeg godt, og jeg bærer ikke nag overhovedet. Vi har holdt kontakten, og jeg skal også hjem til dem og holde jul.”
Siden den dramatiske exit fra plejefamiliens trygge favn, har Freja fundet et nyt hjem på Solstrålen. Her har hun fundet en tryg base, og har sidenhen vokset sig til en teenager ud over det sædvanlige: Hun klarer sig godt på gymnasiet, er populær blandt vennerne, spiller fodbold og har på det seneste uddannet sig til fodbolddommer. Samtidig med det er hun aktiv i Haderslev Ungdomsråd. Og så har hun en mission:
“Jeg har været heldig at have en masse mennesker omkring mig, som ville mig det bedste. Det begyndte på børnehjemmet og fortsætter her på Solstrålen, hvor jeg har mit hjem og er omgivet af voksne, som jeg føler, virkelig vil mig det bedste,” fortæller Freja, der har formået at bruge sit barndomstraume konstruktivt, i stedet for bare at bukke under.
“Selvom det ikke har været nemt - og det er det stadig ikke - er jeg kommet ud på den anden side. Derfor vil jeg rigtig gerne ud blandt unge for at fortælle, at de ikke behøver at gemme sig, bare fordi de er anderledes. Og det gælder alle facetter af at være anderledes. Jeg synes, at jeg har meget at fortælle og meget at give, så jeg håber, at jeg får mulighed for at dele ud af det. Min helt store drøm er at skrive en bog- så andre kan se, at de ikke er alene i verden. I bedste fald kan jeg hjælpe andre med at komme ud på den anden side, ligesom det er lykkedes for mig selv.”