Nye bøger om HC Andersen og Fremmedlegionen
Mangler du noget at læse i til Weekenden? Eller til julegaver? Så kig her. Vi har samlet et par af de helt nye bøger
Hvis du hører til dem, der synes, det er skønt at fordybe sig i en bog, så er der nye titler på gaden. Flere af dem også som e-bøger, hvis du bedre kan lide at sidde med din reader eller iPad eller smartphone. Bøger er også dejlige julegaver.
H.C. Andersen
En af dem, du kan smide under træet er H.C. Andersen - de mest elskede eventyr. Det er en stor gavebog med farverige illustrationer af Sidsel Brix. HC Andersens fortællingerne er redigeret af Lars Serritslev som nænsomt har justeret teksterne, så de er velegnet til højtlæsning for de yngste.
I bogen finder du blandt andet følgende eventyr: Fyrtøjet, Hyrdinden og skorstensfejeren, Kejserens nye klæder, Prinsessen på ærten, Den standhaftige tinsoldat, Den grimme ælling samt mange andre.
Min fars flugt af Bent Blüdnikow
Den 7. oktober 1943 gik Bent Blüdnikows far, Benjamin, sammen med ni andre jøder om bord i en robåd, der skulle fragte dem fra det besatte Danmark til sikkerhed i Sverige. Et par kilometer ude kæntrede båden, og alle ombordværende, inklusive et lille barn endte i Øresunds kolde vand. Syv blev reddet; tre druknede.
Med sin fars historie som omdrejningspunkt fortæller Bent Blüdnikow om de danske jøders redning i 1943. Men vi begynder længere tilbage i tiden, hvor fattige jødiske immigranter i begyndelsen af det 20. århundrede kom fra Østeuropa til Danmark. Nazisternes hensigter i Danmark er endnu en gåde. hvad var deres egentlige plan for en løsning af "jødespørgsmålet"? Hvilke tanker gjorde Werner Best sig, og hvilken rolle spillede tyske og danske nazister, det jødiske samfunds ledelse og danske politikere?
Bent Blüdnikows gribende beretning bygger på samtaler med hans forældre, deres dagbøger, interviews med overlevende fra robåden og andre danske jøder.
Lone kühlmann – i medgang og modgang
Lone Kühlmann er ud af en slægt af snarrådige mænd og især kvinder. I denne erindringsbog om sine barne- og ungdomsår fortæller hun med sit velkendte vid om de generationer, der kom før hende, og om at vokse op i en kærlig, københavnsk familie med en mor, der var telefonistinde ved KTAS, og en far, der var smed ved Sporvejene. Det er også historien om en tid med stor social mobilitet og om driftige, hårdtarbejdende mennesker, som greb tidens sociale, økonomiske og kulturelle muligheder for at sikre sig selv og deres børn en bedre tilværelse.
Så snart hun kunne rejste Lone Kühlmann ud i verden, fra internationale ungdomsmøder over husholdningen på et dansk slot med kongelige forbindelser til 1960'ernes Mad Men-USA, som var fuld af overraskelser for en ung dansk au pair-pige. Hjemme igen besluttede hun sig for at blive journalist efter en lærerig tid i DR's tekniske afdeling omkring starten af TV-Avisen. Historien om en pige, der vil erobre verden.
De danske legionærer af Hanne Mølby Henriksen
Fremmedlegionen er en af de mest sagnomspundne militærenheder i verden. Unge mænd i tusindvis søger hvert år til Frankrig for at blive en del af dens mystik og strenge disciplin. Nogle ser legionen som en vej ud af fattigdom og sølle fremtidsudsigter, andre flygter fra småkriminalitet, ulykkelig kærlighed eller andre personlige problemer. Kun få slipper gennem optagelsesprøverne. I ”De danske legionærer” fortæller Hanne Mølby Henriksen legionens historie med særligt fokus på dens danske lejesvende. Det er en historie om hård træning, konstante krav, strabadser, straf og ydmygelser. Men også om ære, troskab og traditionen for at kæmpe til sidste mand.
Boglisten bliver udarbejdet i samarbejde med Bog & Ide