Tiden er kostbar - brug den vel
Bruge mere tid på familien, mindre tid på arbejde
Overskriften til årets sidste klumme er ”lånt” fra en efterskole i Sønderjylland. Det er en tekst, der er skrevet på ydervæggen ved en af gavlene på efterskolen. Og den rammer rigtig godt her, hvor vi kigger lidt tilbage på året, der rinder ud. For hvordan har du brugt din tid i året, der er gået? Hvad ville du gerne kunne gøre anderledes, hvis det var muligt?
Hvad siger døende
For nogle år siden blev der i en landsdækkende avis offentliggjort en undersøgelse om det at bruge tiden. Undersøgelsen gik konkret ud på at spørge mennesker, der var nået til slutningen af livet på grund af sygdom og lignende, hvad de fortrød mest af det, de havde gjort i livet. Det viste sig, at mange af de adspurgte havde brugt for meget tid på arbejde og for lidt tid på familie og venner. Nu er det heldigvis op til det enkelte menneske at vurdere, hvad der er vigtigt at bruge sin tid på her i livet. Om det er arbejde, fritidsinteresser eller noget helt tredje. Men interessant er det, at et flertal i en undersøgelse beskriver arbejdet som det, de tidsmæssigt havde prioriteret højt først i livet, men som blev den prioritering, mange ville have lavet om, hvis det var muligt.
Hvad med dig selv
Hvis du fik muligheden, hvad ville du så gøre om? Hvilke ønsker får de højeste prioriteter i dit liv? Prøv denne lille udfordring. Tag et stykke papir, og skriv alle dine drømme for dit liv ned på papiret. Med det, der er det vigtigste, først. Udeluk fornuften og begrænsninger, men lad alle dine drømme komme frem. Tag nu papiret og læs punkterne op for dig selv et for et. Hvor mange af de punkter lever op til det liv du fører nu? Hvor mange punkter ville kunne føres ud i livet her og nu, eller måske inden for det næste års tid? Kan du ud fra de punkter du nu har skrevet ned se tilbage på et liv hvor du har været tro mod dig selv? At du har været autentisk over for dig selv?
Du vælger selv
Hvis ikke, hvad vil så forhindre dig i at ændre dit liv nu? Hvad vil være muligt? Hvilke valg ville du skulle træffe? Hvilke konsekvenser vil det udløse? Du har ét liv, det kan ikke gøres om. Så du må leve i nuet, og være til stede lige nu. Det, der skete i går er forbi, og du kan ikke ændre fremtiden. Men du kan gøre noget ved dit liv lige her og nu i dag. Tiden er kostbar – Brug den vel!
Godt nytår!