Fortsæt til indhold

Det kræver mod at lave gymnastik på en hesteryg

Holdet VKT2 fra Thommysminde i Hvejsel er så gode til voltigering, at de i år blev Nordiske Mester i deres gruppe. Voltigering er gymnastik på hesteryg. Det kræver mod, smidighed, styrke og tillid. Og det har holdet fra Hvejsel

Arkiv
Jørgen Flindt

De sidder alle syv rundt om bordet. De syv piger, som vandt Nordiske Mesterskab for juniorer. Holdets to trænere er der også, men en enkelt, og meget vigtig, deltager er der ikke.
Han går nemlig og gumler græs et eller andet sted udenfor.
“Donau er her ikke, men han skal også huskes. Hesten er en meget vigtig del i voltigering. Uden en god hest, går det ikke. Og Donau er bare en god hest,” lyder det fra pigerne.
De er alle i alderen fra 10 år og op til 18, og selvom hesten nok er vigtig i voltigering, er de smidige piger, der skal lave gymnastik på hestens ryg, det selvfølgelig også.
“Pigerne har på et år rykket sig helt vildt. De er gået fra at være lidt usikre på, hvad de kunne og ville og til, at de bare ville vinde NM. Og det gjorde de så. Det er så flot. Det er både mentalt og fysisk, at de har rykket sig, og de har kæmpet og knoklet. Vi er bare så stolte af dem,” siger Rikke Dam, der er holdets træner samt longeføreren.
Altså hende der styrer hesten undervejs.
Så der er arbejdet benhårdt for at nå dertil. Træning tre dage i ugen i centret i Hvejsel samt masser af træning derhjemme. Faldteknik skal læres. Hesten er en stor dreng, og man kan slå sig gevaldigt, hvis man falder af. Kroppen skal også trænes for den skal være smidig, for det er jo gymnastik, og kroppen skal være stærk, for man laver gymnastik på et ‘gulv', der bevæger sig.
“Det er blevet til mange armbøjninger. Der er blevet arbejdet meget og været mange glæder og mange tårer undervejs,” siger pigerne. Armbøjningerne er både de traditionelle, men også stående på hænder. Men det hårde arbejde gav bonus. Da sejren kom i hus, brød jublen ud.
“Vi var bare så glade. Man skal gennem tre runder, og efter de to første runder, så vidste vi, at sejren var nær. Det var gået godt. Så kom sidste runde og jublen kunne bryde ud. Det var bare så vildt,” siger Sissel Østergaard, der er en af pigerne.

Voltigeringens navle

Voltigering er ikke antalmæssigt en kæmpe sport. Der er cirka 700 aktive herhjemme. Det førende sted i Danmark er hos Thommysminde, hvor der omkring 85 elever. Thommysminde er ‘voltigeringens navle' som der bliver sagt med et smil rundt om bordet. Dels er forholdene bedre end andre steder, dels er cheftræner Lasse Kristensen cremen af cremen indenfor voltigering. Pigerne på VKT2 er alle fra det lokale område. Og alle er vilde med både gymnastik og heste.
“Når man siger, at man går til voltigering, så siger folk ‘hvad er det?'. Så forklarer vi, at det er gymnastik på hesteryg, og så er folk bedre med” griner de.
For de ved godt, at sporten ikke er så kendt, men det ved jo udemærket selv, hvad sporten er. Og hvad den kan tilbyde. Nemlig et sammenhold helt ud til fingerspidserne.
“Vi er så afhængige af hinanden, og vi skal stole på hinanden. Det sidste man kan være er egoist,” siger de.
Modige skal de også være. Gymnastik på en hestryg er ikke noget, man bare gør.
“Det giver også mange blå mærker. Ja til tider helt sorte mærker,” siger Linda Jessen, der er mor til Agnete og hende som har indstillet pigerne.
“Det kræver også gode nerver at være mor og kigge på,” smiler hun.

Glæde efter sejren ved de nordiske mesterskaber. Holdet VKT2 fra Thommysminde i Hvejsel er nomineret til sportstalent-konkurrence. Foto: Kasper Jørgensen

Heste

Og så er der jo også det med heste.
“Det betyder helt bestemt noget, at der er heste med i det. Vi er alle glade for heste. Nogle af os startede som gymnastikpiger, andre startede med heste før gymnastikken. Men fælles er, at vi alle er glade for heste,” siger de.
Faktum er, at de er gode til det. Til stævner bedømmes man på en lang række barometre. Udstråling, hesten, longeføreren, koreografi, timing i forhold til musikken og så selvfølgelig, hvor gode gymnaster de er.
Og gode er de. De bedste i Norden i deres aldersgruppe.

Pigerne ved en af de mere stille heste, nemlig træhesten.
På vejle.lokalavisen.dk kan du læse meget mere om Lokalavisens Sportspris. Her kan du se, hvem der er indstillet til prisen, og du kan læse indstillingerne. Du kan også læse artikler om mange af talenterne, som avisen har lavet et portræt af i løbet af året. Og du kan indstille din egen kandidat. Prisen bliver uddelt i starten af det nye år.