Kontor og seng i ét
I Vejle kan man nu, som det eneste sted i landet, få en seng, der kan pakkes helt væk på to sekunder
Forestil dig, at du med et sviptag kunne rydde din seng af vejen, så der kun stod, hvad der ligner et skab og fire eller fem ekstra kvadratmeter. Eller at du slet ikke havde en seng, men et kontor, du ligeledes kunne lave om til en dobbeltseng på to sekunder.
Det kan du nu købe dig til i Vejle, efter at Thomas Jørgensen den 6. oktober åbnede butikken ”Smartseng”. Som den eneste i Danmark sælger han senge, der hurtigt kan pakkes væk.
Ideen begyndte hjemme
Thomas Jørgensen har egentlig altid været købmand, og sidst bestyrede han en Rema1000 i Kolding.
Ideen om at sælge 'smarte' senge begyndte hjemme hos ham selv. Der var trængt med pladsen på børneværelserne, og han overvejede om man ikke kunne løse det på en smart måde, om man ikke kunne hænge sengene op med hængsler. Han undersøgte markedet, men fandt ingenting.
Tvunget til udlandet
Først da han søgte i udlandet fandt han ud af, at der var andre, der havde tænkt på det samme. I England og Sverige fandt han forhandlere af disse smarte senge, og det inspirerede ham til at tænke, ”hvorfor har vi det ikke i Danmark?” Han fandt en leverandør i Belgien, og dermed var vejen brolagt til en ny karriere.
”Det var en svær beslutning at stoppe som købmand, for jeg havde været i branchen siden jeg var 15. Men jeg var også 44 år, så hvis der skulle ske noget nyt, skulle det være snart ske.”
Stor interesse
Den nyåbnede butik har allerede haft mange besøgende, selvom Thomas Jørgensen endnu ikke har reklameret for den. Men selvom der er stor interesse, er der mange, der stiller spørgsmålstegn ved om kvaliteten på sengene 'nu er i orden'.
”Det virker nok lidt mekanisk, det med at man bare kan trække sengen ud af et skab. Men de her senge er altså ikke bare til gæster. De er i høj kvalitet, og man kan sagtens bruge dem til hverdag,” siger han.
Fjernbetjent seng
Selvom det lyder smart og praktisk, så er udviklingen ikke stoppet her for Thomas Jørgensen. Inden for en overskuelig fremtid regner han med at man kan fjernbetjene nedsænkning og hejsningen af sengen, der til den tid måske kan leveres som elevationsseng.