Kajakklubben trækker i løbetøjet
På årets sidste dag arrangerer klubben løb. Som noget nyt er der nummerudlevering i High End Sport, Prinsessegade
Fredericia Kajakklub arrangerer Nytårsløb tirsdag den 31. december med løbsstart fra klubhuset kl. 11, når nytårsraketten traditioenen tro er affyret. Der er indskrivning og udlevering af startnumre fra kl. 10.
Som noget nyt kan du i år også tilmelde dig og få udleveret startnummer i High End Sport Fredericia, Prinsessegade 18 i butikkens åbningstid. Alle opfordres til så vidt muligt at gøre brug af denne service, så kø ved tilmeldingsbordet den 31. december undgås.
Løbet har to distancer: En 5 km løberute langs Lillebælt og tilbage til klubben, og en 10,8 km løberute langs Lillebælt, ud på Fælleden og tilbage igen. Ruterne er optegnet, og der er poster og vandposter undervejs. Der er tidtagning på, men der er også mulighed for en aktiv gåtur eller joggingtur.
"I næsten al slags vejr er det to fantastisk flotte løberuter med masser af udsigt, frisk vinterluft med ilt til hjerne og krop - og måske med solskin eller sne. Efter løbet er der kransekage og et glas champagne til alle deltagere. Når alle er kommet i mål, ønsker vi hinanden et godt nytår," lyder det fra arrangørerne.