På forkant med stress
- De vibrationer, som opstår, når du synger, skaber ro og balance hos mennesker, hvilket kan være med til at forebygge stress. Samtidig frigør sang endorfiner, som giver os en lykkefølelse. Der er ikke noget hokus-pokus i det, men vi har glemt, at det er sådan, fordi mange er fortravlede i hverdagen, siger Anne Ryom, som er sanger og stresscoach. Hun har de seneste 10 år kunnet se, at sang og musik har hjulpet hendes kunder, som via musikken er blevet mere bevidste om, hvad der er godt for dem, og hvad der især ikke er godt - de er desuden blevet bedre til at se løsninger. - Det skaber et stort nærvær, når man synger, og man kommer dybere ned i kroppen via sin vejrtrækning. Mange trækker vejret højt oppe i deres lunger og ilter dermed slet ikke kroppen nok. Når de skal synge, bliver de tvunget til at trække vejret dybere ned i kroppen. Når du synger, er det heller ikke muligt at tænke på alt muligt andet samtidigt. Det giver hjernen et pusterum, og det er det, der er så effektivt til at forebygge stress, siger 43-årige Anne Ryom, der har samlet sin vigtige viden om musikkens effekt i 52 selvhjælpskort med en øvelse på hver, som netop er udkommet. Kortene kan i små skridt hjælpe en til at ændre sine vaner, så man måske kan nynne lidt på vej til arbejde eller lave en øvelse hjemme foran spejlet eller sammen med kollegaerne. - Er du først kørt fast i stressspiralen, kræver det en stor indsats at komme fri af spiralen igen. I værste fald kan det ende med en længerevarende sygemelding. Det har altid undret mig, at vi fokuserer så meget på, når uheldet ER slået ned. I stedet burde kræfterne lægges ind på at FOREBYGGE stress, fortæller Anne Ryom og fortsætter: - Jeg mener klart, at erhvervslivet har et stort ansvar for at håndtere problematikken med stress, men det kan tage tid. I mellemtiden har vi en mulighed for at gøre en indsats selv. Hvorfor gå og vente på, at man får stress, eller på at ens virksomhed sætter ind overfor det høje stressniveau på arbejdspladsen? Gør noget ved det selv. I starten af 2014 holder Anne Ryom igen åbne workshops i Filmbyen, Hvidovre. Denne gang tager de udgangspunkt i kortene og i at deltagerne får skabt deres egen handlingsplan for balance og trivsel i dagligdagen. Har du fået lyst til at prøve fire øvelser fra sangerens værktøjskasse til forebyggelse af stress ganske gratis, så kan du finde dem på hjemmesiden anneryom.dk.