Fortsæt til indhold

1.323 flere borgere er klar ved tastaturet

Arkiv
Arkiv

UDFORDRING: 1.323 af Køge Kommunes ældre borgere vil ikke sættes ud på et sidespor på grund af manglende it-kundskaber. I stedet vælger de at tage udfordringen med mus, tastatur og digital selvbetjening.
Kravene til offentlig digital selvbetjening er blevet større i 2013.
Siden årets begyndelse er det bl.a. blevet et lovkrav, at borgere skal ansøge det offentlige digitalt om nyt sundhedskort og melde flytning digitalt. I alt 19 nye krav til offentlig digital selvbetjening.
- Vi mærker de stigende krav til digital selvbetjening i efterspørgslen af vores it-kurser for begyndere og i digital selvbetjening, fortæller bibliotekar Anders Kragh Sørensen fra KøgeBibliotekerne.
- Alene i år har 1.323 borgere deltaget på vores it-kurser, som enten er blevet afholdt på et af vores biblioteker, i lokale datastuer eller hos foreninger. I alt har vi afholdt 151 it-kurser, oplyser han.
Disse mange it-kurser er en del af Køge Kommunes digitaliseringsstrategi, og KøgeBibliotekerne har således fået penge fra Velfærdspuljen til at løfte denne opgave. Det skal dog siges, at æren for de flotte resultater og positive tilbagemeldinger fra kursisterne skal deles med Ældremobiliseringen, med frivillige fra Ældre Sagen og ikke mindst med bibliotekets to frivillige pensionister, der har bidraget til at alle kursister har fået hjælp til øvelserne.
En af de frivillige er Ove Nordhild Olsen, der har en lang erhvervserfaring med it.
- At bistå bibliotekets it-undervisere har gjort mig opmærksom på, at der er mange flere mennesker, som aldrig har rørt en mus eller et tastatur end jeg havde forestillet mig – men så tager vi den der fra, fortæller han.
Ove Nordhild Olsen opfordrer gerne kursisterne til at google sig selv ”for selv om de aldrig har været på internettet, så ER de allerede på nettet. Det pirrer som regel deres nysgerrighed, pointerer han.
- Vi vil gerne takke vores samarbejdspartnere og vores frivillige for det store arbejde i 2013, siger Anders Kragh Sørensen.
KøgeBibliotekerne fortsætter med at udbyde it-kurser til begyndere og til dem, der har brug for hjælp til selvhjælp på nettet.
Til efteråret 2014 forventer KøgeBibliotekerne at være parat med ekstra kurser i til Digital Post, som pr. 1. november 2014 gælder alle borgere.
pm