Fortsæt til indhold

Byråd på jagt efter energibesparelser

Aflysningen af vindmøllerne giver anledning til nye overvejelser om, hvordan Køge Kommune sparer på energien fremover.

Arkiv
Martin Rasmussen

ENERGI: De planlagte vindmøller på Køge Havn blev skudt ned på denne uges byrådsmøde, og udover en betragtelig lettelse hos store dele af omgivelserne, medfører det også en ny opgave for det kommende byråd, som tager fat på arbejdet efter nytår: Hvordan skal Køge Kommune så spare på energien i de kommende år?
- Der skal findes andre måder at spare energi, og det kan kun gå for langsomt, sagde den afgående borgmester, Marie Stærke (S), ved byrådsmødet.
Køge Kommune er med i den såkaldte Borgmesterpagt, hvori en lang række byer og kommuner forpligter sig til at sænke sit CO2-udslip med 20 procent inden 2020, og det kræver konkrete tiltag. Vindmøllerne skulle ifølge planen have givet en reduktion på omkring 20.000 tons CO2 om året.
- Vi vil rigtig gerne grøn energi, og et oplagt sted at starte er med energirenovering af kommunens bygninger og med solcelleanlæg. Det er noget, vi skal arbejde med i de kommende år, sagde Palle Svendsen (V), der bliver viceborgmester efter nytår.