Fortsæt til indhold

Skoleleder forlader omstridt skole

Fælleshåbsskolen skal finde en ny skoleleder

Arkiv
Jeppe Rafn

Fælleshåbsskolens skoleleder Magnus te Pas har for få dage siden fået nyt job i Skanderborg Kommune og har derfor sagt sin stilling op.
Det skriver han i en meddelelse på skolens hjemmeside.
"Det har været en spiren i maven om at prøve nyt og noget andet i forhold til skoleledelse, og denne stilling er på en større byskole, med andre udfordringer," skriver Magnus te Pas.
Fælleshåbsskolen har det seneste års tid været Vejle Kommunes formentlig mest omtalte skole, fordi det trods stor lokal modstand er blevet vedtaget at flytte indskolingen til skolens afdeling i Andkær. Fælleshåbsskolen har to afdelinger i Gauerslund og Andkær til de omkring 650 elever.
"Jeg håber for skolen og jeres børn at I vil blive ved med at støtte op om skolen og dens virke, til trods for nye forandringer. Det får man klart det bedste udbytte af," skriver den afgående skoleleder.
Skolechef Anette Jensen oplyser, at Vejle Kommune i starten af januar går i gang med at finde afløseren for Magnus te Pas, der stopper med udgangen af januar.
Viceskoleleder Charlotte Kærsaa bliver konstitueret skoleleder, indtil der er fundet en ny.