Syriske flygtninge har brug for kontakt-personer
35 syriske flygtninge er på vej til Fredericia. Frivillignet efterlyser danske kontaktfamilie
"Det betyder rigtig meget for mig at have en kontaktperson," siger afghanske Mahfuza Matudel.
Hun sidder i Frivillighuset i bunden af Vendersgade sammen med to fra Frivillignet Fredericia, som er en del af Dansk Flygtningehjælp. Huset lægger lokaler til de mange samtaler mellem udlændinge og deres danske kontaktfamilier eller kontaktpersoner.
"Det er et fuldtidsarbejde at integrere sig i Danmark. Helt bogstaveligt krævver det en fuldtidsindsats i tre år. Så det er helt naturligt, at de har brug for en støtteperson," siger Kirstine Mikkelsen, der sammen med Dorte Dicte Gammelgård er koordinator for kontaktpersonernes arbejde.
Mahfuza Matudel nikker.
"Det er så svært, når man ankommer til et land, hvor man ikke forstår sproget, systemet og vanerne. For eksempel når man kommer ind i en butik og ikke kan finde de rigtige varer," siger hun og fortæller, at hun en gang kom til at købe svinekød, som hendes religion forbyder hende at spise.
"Senere opdagede jeg heldigvis, hvad det var. Men sådan nogle ting er der mange af. Og især brevene fra kommunen: Dem får man rigtig mange af, og de kan være meget forvirrende," forklarer hun.
De mange møder med kontaktpersonerne har også hjulpet hende til at etablere en kontakt med danskerne i hendes nabolag.
"Jeg ville gerne snakke mere med danskere. Men de tør ikke eller er generte," siger Mahfuza Matudel.
Naboskab og venskab
Frivillignet Fredericia håber, at nye kontaktpersoner vil melde sig til korpset af frivillige, der giver udlændinge en hånd.
Fredericia Kommune har ildledt et formelt samarbejde med Frivillignettet om at hjælpe de 35 syriske flygtninge, der er på vej til byen. Derfor er det aktuelle behov formentlig på 10-20 nye kontaktpersoner. De to koordinatorer håber at få lidt flere mænd blandt konktaktpersonerne.
"Man kan sammenligne det med at være en god nabo: Man bruger noget tid på at hjælpe til med forståelse, gode råd og vejledning. Og det er meget givende," siger Dorte Dicte Gammelgård, som selv har oplevet flere venskaber opstå ud fra kontakt-opgaverne.
"Og man får indsigt i andre kulturer - og bliver måske også ekstra opmærksom på sin egen kultur, fordi man skal formidle den videre til andre," tilføjer Kirstine Mikkelsen.
Alle kan blive kontaktperson. Interesserede kan henvende sig på telefon 60 10 37 35 til Dorte Dicte Gammelgård eller 25 61 06 38. Man kan også se mere på frivillighusetfredericia.dk
"Det har betydet rigtig meget for mig."
Mahfuza Matudel Afghanistan
"Det er meget givende at være kontaktperson."
Dorte Dicte Gammelgård Frivillignet Fredericia