Så gik der tid med det

Vidste du, at i det herrens år 1747 skrev den da 15-årige George Washington en bog. Det var først mange år senere, at han blev den første amerikansk præsident, men som teenager (ordet var ikke opfundet dengang) skrev han en bog til den amerikanske ungdom, hvor han nedskrev 110 leveregler, hvor især de unge gentlemen fik gode råd til, hvordan de skulle opføre sig over de pæne frøkener.
Eller vidste du, at 3. september 1980 kom en speciel canadier til verden. Han hedder James Hill og er med årene blevet en af de førende på sit felt, nemlig at spille ukulele.
Nå, det er to ting, der vel som sådan er ligegyldig viden, men da du læste det, så kunne du sætte tingene i rammer. Du ved, hvor USA ligger, og du ved hvor Canada ligger, for du har selvfølgelig fulgt med i geografi. Og du ved, at de to mænd, uden sammenligning i øvrigt, ikke kan have mødt hinanden, for dertil er der for stor spring i tid.
Og tid er en luftig størrelse, hvis vi ikke sørger for, at den ikke skal være helt så luftig, og derfor sætter vi tingene i system. En dag er 24 timer, en måned er, nå ja, en måned. Og et år er et år. Altså 365 dage. Det er den tid, det tager jorden at kredse rundt om solen, ja sådan cirka for tallene passer ikke helt, og derfor har vi skudår hvert fjerde år.
Men nå, uden at vælge den, i øvrigt, smarte løsning, med dage og år, så ville vi have været på den, for så ville historien have svære kår.
Prøv at forestille jer to menneske snakke på den her måde:
“Øh, der var vist engang, hvor kvinderne smed deres BH i protest, siger den ene.
Og den anden svarer:
“Ja, var det ikke dengang Gorm den Gamle var ung?”
På den måde ville de to snakke forbi hinanden, for de ville ikke have en fælles ramme at sætte tingene ind i.
Derfor er årstal et gode. Og derfor kan vi nu sige farvel endnu et år. 2013. Hvad vil historiebøgerne huske det for?
Hmm, ikke det helt store, tror jeg. Men det er jo altid svært at spå om i nutiden. Men ok, Edward Snowdens afsløringer af omfattende overvågning, kunne godt blive en ting eftertiden husker. Det var i år 2013, at man for alvor fik øjnene op for det isbjerg, der måske ligger derude af afsløringer.
Måske kan filmen Gravity huskes derude i fremtiden. Den er nemlig banebrydende, har jeg hørt. Men jeg har ikke set den, så kan af gode grunde ikke udtale mig meget derom. Rent musikalsk har 2013 budt skidt og guf, men jeg tror, at Christophers ret forrygende og funky sang om 'Told You So' bliver den mest langtidsholdbare af slagsen.
Personligt er der jo altid ting, man kan knytte til et bestemt årstal, og sådan også for mig. Og for dig. Og os alle sammen.
Vi husker måske nemt om ti år, hvor vi var, da stormen Bodil ramte Danmark, for vi ved det var i 2013, og endda med endnu en ramme, nemlig nyheden med navne til stormene, der kommer forbi.
Hvad vi lærer af 2013, må eftertiden vise. Men selvom vi ikke mærker den store forskel på dagene i den næste uges tid, så vil de til evig tid være meget forskellige, for lige nu er vi i 2013, men på onsdag er vi 2014.
Et lille skridt for os, når vi står i det. Men i historiebøgerne kan det vise sig at være stort.