Flygtninge på Haraldsborg
Forvaltningen skal finde permanent løsning til de nyankomne
Haraldsborg skal midlertid huse de 25 til 30 flygtninge, der kommer til Roskilde indenfor de næste par måneder, blev et enstemmigt Økonomiudvalg enige om. Det står nu fast efter, at forvaltningen, på opfordring af Venstres Annie Larsen, har undersøgt om det var billigere at huse dem på et tomt genoptræningscenter i Vor Frue. Istandsættelsen af bygningerne vil begge steder koste omkring en halv million kroner. Politikerne har nu bedt forvaltningen om at finde en permanent løsning til det stigende antal flygtninge, der ventes at komme til Roskilde i de kommende år.
Billigere end hotel
Annie Larsen er glad for, at sagen er blevet undersøgt, så man ikke valgte den dyreste løsning. Hvis de ikke var blevet indkvarteret i en af kommunens bygninger, skulle de have boet på hotel, hvilket ville koste et langt større beløb end den halve million. Udlændingestyrelsen har meddelt, at kommunerne skal modtage et større antal flygtninge end den udmeldte kvote i 2013. Den stigende flygtningekvote igennem de seneste år har i forvejen lagt pres på kommunens midlertidige boliger, og der er ikke kapacitet til at rumme den varslede stigning. Planen er stadig, at bygningen Haraldsborg skal bruges til efterskole om halvandet år tid. ag@roskildeavis.dk