Fortsæt til indhold

Tilfredshed med hjemmestævne

BBK Vardes tredje hjemmestævne blev en succes

Arkiv
Kim Schou

For nylig blev det tredje stævne i BBK Vardes historie afholdt.
"Det var et nyt sted, vi afholdt vores stævne, men kun med den fordel, at stedet egnede sig meget bedre end det vi havde før," fortæller formand og cheftræner Carsten Holm.
"Det blev en hyggelig og velbesøgt aften med ca. 400 tilskuere, og det må siges at være flot, når man tænker på, at tiden måske ikke var den bedste, da der var mange julefrokoster rundt omkring, men jeg er tilfreds," fortæller han.

13 kampe

Der var 13 kampe på programmet og ni af dem var BBK's egne.
"Vi havde et par skadede boksere, og nogle jeg ikke kunne få kamp til, og så kom der en del aflysninger i sidste øjeblik, men her lykkedes det mig at få en modstander igen med få timers start," oplyser Carsten Holm, som roser stemningen i hallen.
"Der var en fantastisk stemning i Lykkesgårdhallen og den var virkelig med til at sætte gang i bokserne. Der blev givet en del øretæver, og vi både tabte og vandt, da jeg havde hentet stærke boksere til mine drenge og piger, men det var planen at give folk noget at kigge på, og ikke bare at vinde alle kampe."

Tilfreds formand

"Jeg er meget tilfreds med stævnet og dets resultater, og glæder mig helt sikkert til vores næste stævne," fortæller Carsten Holm, som takker alle der hjalp til og særligt sponsorer samt deres DJ, Simon Schulz fra Esbjerg samt nummerpigerne.
Næste opgave for bokserne er i den kommende weekend ved Viking Box Cup i Aalborg.