Fortsæt til indhold

Aabenraa får plan for cykelstier

Aabenraa kommune har fået en stiplan, der skal forbedre forholdene for de lette trafikanter

Arkiv
Arkiv

Aabenraa Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har netop vedtaget en såkaldt stiplan, der skal gøre det lettere og mere sikkert at færdes som fodgænger, cyklist og på knallert 30.
I landområder skal der etableres et hovedstinet, som binder kommunens bysamfund sammen med oplandsbyerne.
I byområderne etableres der stiforbindelser mellem boligområder og områder med blandt andet uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og daginstitutioner.
"Stiplanen fastlægger de overordnede rammer for, hvordan vi vil udbygge stinettet fremover. Ved at vedtage sådan en plan sikrer vi, at vi får bundet kommunen sammen dels med traditionelle cykelstier, dels ved at udpege cykelruter ad mindre trafikerede veje. Og vi håber selvfølgelig, at det vil motivere endnu flere til at bevæge sig ud og benytte stierne", pointerer formand for Teknik- og Miljøudvalget Erwin Andresen.
Stiplanen er meget ambitiøs, idet den rækker mange år ud i fremtiden. Den kommer i høring i starten af januar og kan til den tid ses på aabenraa.dk.