Fortsæt til indhold

Den bedste tid på året

Ifølge Alice Jespersen, der har butikker i Gram og Vojens, er december måned en travl, men hyggelig måned at arbejde i

Arkiv
Mette Henriksen

De står i butikken morgen, middag, aften, hverdag og weekend - sådan virker det i hvert fald for de julehandlende.
Men spørger man Alice Jespersen, indehaver af Sko- og Tøjhuset i Gram og Tøjhuset i Vojens, så er der ingen grund til at have ondt af de butiksansatte i december måned. Til trods for de mange timer i butikken, er det nemlig den hyggeligste tid på året at arbejde i.
"Det er en dejlig tid. Kunderne er glade og i julehumør, og det smitter af på os i butikkerne," fortæller Alice Jespersen.
"Jeg har efterhånden været i branchen i over 20 år, og det er sådan jeg oplever det år efter år. Kunderne spørger også altid ind til, om det ikke er hårdt at pakke så mange gaver ind. Men vi kan faktisk rigtig godt lide den del af julehandlen også."
Og snakken går over disken, mens der pakkes og pyntes.
"Vi snakker om julen, hvor og hvordan kunden holder den, og hvilke traditioner der måtte være. Det er simpelthen så hyggeligt at høre, at man kommer automatisk i julehumør af alle de gode historier."

Julehandel, store byttedag og status

Det er ikke kun julesalg samt bytteræset efter jul, der gør december-måned til årets travleste. Det er nemlig også her, at der skal gøre status.
"Ja, og sådan er det, og så er den ikke længere. Det kræver en lang aften eller to - og måske lidt mere. Det er en af de ting, der bare skal gøres og overstås, uden at man tænker for meget over det," fastslår Alice Jespersen.
"Man skal hellere ikke være ansat i butik, hvis man er bange for at arbejde en lørdag eller på skæve tidspunkter, for det er en del af det."