Fortsæt til indhold

Politiet vil se nærmere på spare-cykelstier

Ikke flere såkaldte to-minus-én-veje før de er undersøgt.

Arkiv
Peter Friis Autzen

Det er dyrt at anlægge cykelstier. Derfor vil Vejle Kommune gerne benytte sig af de langt billigere To-minus-én-veje, hvor biler og bløde trafikanter skal deles om vejens bredde. Adskilt af brede, stiplede linjer.
Men nu vil politiet evaluere på teknikken, før kommunen får lov at anlægge flere af den slags veje.
“To-minus-én-veje er accepteret, så kommunen har ikke gjort noget ulovligt ved at bruge metoden. Men den er forholdsvis ny og endnu ikke medtaget i hverken køreskolernes undervisning eller teoriprøverne. Derfor vil vi lige evaluere på erfaringerne, inden kommunerne får lov at anlægge flere af slagsen,” siger Kjeld Arlyd Knudsen fra Vejteknisk kontor hos Sydøstjyllands Politi i Vejle.
Politiet har indkaldt de involverede kommuner til et møde i begyndelsen af januar for en snak med blandt andre Vejdirektoratet.

Utålmodig kommune

Hos Vejle Kommune har udvalgsformand Peder Hummelmose (V) stor forståelse for politiets ønske om at evaluere på erfaringerne.
“Men det kan da ikke tage ret mange minutter at evaluere. Og vi har altså et par vejstrækninger, hvor vi gerne vil i gang. Blandt andet i Andkær og Gauerslund,” siger han.
Aktuelt ønsker kommunen at etablere en to-minus-én-vej på Grønlandsvej i Vejle. Tidligere har man anlagt en på Jennum Bakke, hvor blandt andre eleverne på Skibet Skole ifølge politiets oplysninger er glade for metoden.
“Oplevelserne er lidt forskellige. En to-minus-én-vej dæmper ikke i sig selv bilernes hastighed. Men med den tydelige opdeling af vejen skærpes opmærksomheden. Og dét har en trafiksikkerheds-effekt. Præcis hvor stor effekten er, skal vise sig ved evalueringen,” siger Kjeld Arlyd Knudsen.
Han understreger, at en to-minus-én-vej ikke kan erstatte en cykelsti på en farlig skolevej.
“Det er mange kommuner ellers interesseret i, fordi metoden er langt billigere end cykelstier. Men dén går ikke,” siger politiassistenten.

Udvalgsformand Peder Hummelmose (V) håber at få lov at anlægge flere to-minus-én-veje.