Fortsæt til indhold

Agnetes vilde shopping-tur

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Når det skal være, så kan 10.000 kroner hurtigt få ben at gå på, og hurtige ben skulle vinderen af Føtex Racer konkurrencen også have, for hun havde kun 15 minutter til at formøble hele gevinsten. Det lyder ikke af meget, men faktisk var den heldige vinder, Agnete Frederiksen fra Sønderborg, så gammel en Føtex-kunde, at hun vidste præcis, hvor alt befinder sig inde i den store forretning. Og selv om hun jo ikke kunne vide, at det netop var hende, som skulle blive udtrukket som vinder, så virkede hun nærmest forberedt på det, for hun så ud til at vide helt præcis, hvad hun ville gå efter.
Men egentlig var det slet ikke Agnete Frederiksen, som blev udtrukket først. Det var en anden bon udfyldt med navn og telefonnummer som først blev udtrukket. Men ak, vedkommende tog godt nok telefonen, da han blev ringet op, men han befandt sig bare ikke på Rønhaveplads, som jo var en forudsætning for at kunne inkassere præmien. Det ærgrer han sig sikkert over i dag.
Næste opringning gik til Agnete, som heldigvis var til stede på Rønhaveplads, og derfor kunne gøre sig klar til en vild shopping-tur med den specielle og pimpede Føtex racer.
Snart gik det derfor i fuld firspring op ad gågaden og ind i Føtex, hvor de øvrige kunder over højtaleren blev informeret om, at den vilde indkøbstur var i fuld gang, så ingen skulle blive forskrækkede, når Agnete drønede forbi.
Første stop var parfumeafdelingen, hvor diverse produkter landede i kurven. Så var det op til elektronikafdeling, hvor både en iPhone, en iPad og en barbermaskine fyldte en del i budgettet. Herefter blev slagterafdelingen besøgt og blev forladt igen med indtil flere gode bøffer i indkøbsvognen. Sidste stop blev vinafdelingen, for der hører selvfølgelig rødvin til røde bøffer, og det var der lige 150 kroner tilovers til.
Faktisk endte det samlede indkøb på 10.010 kroner, og måske var det den dagmartærte, som Jesper Rosanes lynhurtigt besluttede at forsyne Agnete med, da hun susede forbi hans stand i Føtex.
Da det viste sig, at der var pænt med minutter tilbage på stopuret, var der mere ro på, da det gik tilbage til Rønhaveplads, hvor der var fuld gang i uddelingen af de mange øvrige præmier.

En barbermaskine til gemalen, må man formode.
Jesper Rosanes fik lige afleveret en dagmartærte til Agnete, da hun susede forbi.
Røde bøffer og en ordentlig steg blev det til i slagterafdelingen.
En flink Føtex-medarbejder skaffede lige en god rødvin for de sidste kroner, inden turen gik tilbage til Rønhaveplads.
Vinder af Føtex Racer konkurrencen Agnete Frederiksen sammen med varehuschef i Føtex Jacob Neubert og Axel Nielsen fra Budstikken. Fotos: Svend Mikael larsen