Fortsæt til indhold

Skader for millioner

Arkiv
Anette Gundlach

Stormen Bodil blæste så voldsom en stormflod op, at vandet steg 206 centimeter. Det megen vand og de kraftige bølger har forårsaget skader på flere millioner kroner på Vikingeskibsmuseet. I løbet af aftenen og natten hamrede bølgerne i timevis på Vikingeskibsmuseets betonmur og vinduer. Presset var for hårdt for både de store ruder og betonen, der begge slog revner under de mange bølgeslag. Muren er i dag så utæt, at vandet kommer ind flere steder og derfor skal muren repareres hurtigst muligt for at skaderne ikke breder sig. Reparationerne på hallen løber sandsynligvis op i flere millioner kroner, vurderer man på museet. Problemet er, at man skal under vand for at komme til nogle af de opståede revner i murværket. En renovering af museet er i forvejen allerede planlagt, da betonen er porøs og drysser ned flere steder. Projektet går dog først i gang om nogle år, når økonomien er helt på plads.

Ø under vand

Under stormfloden stod hele museumøen under omkring 30 centimeter vand i flere timer. Vandmasserne betyder, at alle trægulve og isolering i bygningerne er ødelagt og skal skiftes ud. Det samme samme skal væggene i op til cirka en meters højde. Skaderne på øen beløber sig til omkring en million kroner. I øjeblikket venter man i museet i spænding på Stormrådets vurdering af, hvor meget forsikringen dækker og hvor stor selvrisikoen er. ag@roskildeavis.dk