Fortsæt til indhold

Retshjælpen afventer sin dom

Den gratis rådgivningsservice Roskilde Jurist risikerer at må lukke

Arkiv
Henrik Wanscher

Hvis man bare har haft en smule at gøre med paragraffer og bekendtgørelser, ved man, at det ikke altid er lige let at gennemskue, hvordan tingene hænger sammen.
Retshjælpskontoret Roskilde Jurist har fra deres lokaler på Fælledvej siden sidste år gratis hjulpet med at gennemskue lovmæssige kvaler, men nu ser det ud til, at de er nødt til at lukke.
Kontoret kan nemlig ikke finde penge til at fortsætte deres juridiske arbejde.
- Vi får vores penge fra Retshjælpspuljen, og midlerne fra den udbetales først i april, hvis vi overhovedet får nogen, fortæller Birgitte Wismer-Pedersen fra Roskilde Jurist og fortsætter:
- Da vores bevilling udløber her ved årets udgang kommer vi altså til at stå med en periode på mindst tre måneder, hvor vi ikke har nogen penge at arbejde med.

Upopulært område

En sådan situation vil ifølge Birgitte Wismer-Pedersen efter al sandsynlighed betyde, at Roskilde Jurist bliver nødt til at dreje nøglen om.
For en del mennesker vil dette nok ikke være nogen stor katastrofe.
Hvis man har et job, et godt netværk og tilstrækkeligt overskud vil et eventuelt møde med retssystemet ofte kunne ordnes uden de store problemer.
Men hos Roskilde Jurist er det heller ikke de selvkørende, man forsøger at hjælpe.
Birgitte Wismer-Pedersen fortæller, at deres målgruppe hovedsageligt er de udsatte i samfundet, der ifølge hende ikke har så mange steder, de kan få hjælp.
- Selvfølgelig eksisterer der andre advokater, der kan, hvad vi kan, siger Birgitte Wismer-Pedersen og tilføjer:
- Men vores fokus på det sociale område med sager om for eksempel børn og privat gæld er ofte et område, der er uinteressant for advokatfirmaer, da der ikke er så mange penge i det.

Følger sagerne til dørs

Hos Roskilde Jurist mener man, at antallet af henvendelser, kontoret har haft siden det åbnede, viser, at der er et behov for virksomhedens ydelser.
Dog er Birgitte Wismer-Pedersen hurtigt til at påpege, at de ikke har monopol på gratis retshjælp i Roskilde, da der også eksisterer Advokatvagterne, der holder til på Roskilde Bibliotek.
Ifølge Birgitte Wismer-Pedersen tilbyder Advokatvagterne også bistand, hvis der er bøvl med at gennemskue juridiske problemstillinger.
Hun mener dog, at de gør det på en helt anden måde end Roskilde Jurist.
- Hos Advokatvagterne får man 5-10 minutters rådgivning ad gangen, hvilket kræver, at man er godt forberedt.
- Vi følger de sager, vi får, helt til dørs, hvilket er nødvendigt, fordi mange af dem, som henvender sig her, ikke selv kan overskue at sagerne, siger Birgitte Wismer-Pedersen.

Tab for kommunen

Hvis Roskilde Jurist bliver nødt til at lukke vil det muligvis også give problemer for Roskilde på et kommunalt plan.
Birgitte Wismer-Pedersen mener i hvert fald, at konsekvensen af en eventuel lukning kan blive, at de nogle af de kommunale ansatte skal løbe hurtigere.
Ifølge hende sker det nemlig ganske ofte, at Roskilde Jurist får henvendelser fra for eksempel kommunale sagsbehandlere, der beder om råd i forbindelse med deres arbejde.
- Vi har også oplevet, at kommunen har sendt folk herned, når de skulle have hjælp med juridiske problemer.
- Faktisk har vi i flere tilfælde haft et nært samarbejde med kommunens sagsbehandlere, fortæller Birgitte Wismer-Pedersen.

Lokalt fokus

Eftersom Roskilde Jurists bevilling allerede udløber i slutningen af 2013, er det næsten skrevet i sten, at retshjælpskontoret vil være nødt til at lukke.
Spørgsmålet bliver så, hvorvidt lukningen bliver permanent, eller en eller anden form for løsning kan findes, som sikrer virksomhedens overlevelse.
Birgitte Wismer-Pedersen håber på at være i stand til at råbe Roskildes politikere op, så de kan være med til at redde kontoret.
- Selvom vi principielt skal dække hele landet, bruger vi meget tid på vores lokalområdet, og det er vores opfattelse, at der er brug for os her i byen, siger hun.
- Jeg håber på, at vi måske i fremtiden kan finde en løsning, der giver os mulighed for at fokuserer endnu mere på Roskilde, siger hun.

hw@roskildeavis.dk