Fortsæt til indhold

Så er der cirkus

Den 4. og 5. juni kommer Cirkus Arena til Gråsten og Sønderborg

Arkiv
Arkiv

Savsmuld, elefanter, klovne og halsbrækkende akrobatik.
Det er ingredienserne i Cirkus Arenas 58. sæson, og cirkusfolkene er netop nu på vej rundt i landet med den forrygende forestilling.
Den byder bl.a. på Velez Brothers fra Ecuador i det kæmpe Dødshjul, jongløren Sharon Berousek og de fem piger i The Mongolian Acrobats, der kaster sig ud i vilde tricks på tårnhøje monocykler.
I et andet nummer mestrer The four Navas balancekunsten på dobbelt line, og The Nan Acrobatic Troupe viser ekstrem kompliceret akrobatik fra Kina.
Arenas husklovn Jimmy Folco får selskab af skuespilleren Morten Eisner, der får sin debut i cirkusmanegen. Morten er, udover en række film og teaterroller, måske mest kendt som Bamse i DR's Bamses Billedbog fra 1986–1994.
De berømte Diorios sætter tyngdekraften ud af spil på motorcykler i den båndflettede stålkugle.
Publikum kan også møde familien Cassellys afrikanske elefanter og andalusiske heste i en overdådigt kombination af mennesker og dyr, Laura Berdino med otte friser hingste i frihedsdressur og Patrick Berdino i manegen med dromedarer, zebraer og alpakaer.
I alt besøger Cirkus Arena 114 byer i hele landet. Cirkus Arena kan opleves på tirsdag 4. juni Kl. 18.30 på Ringriderpladsen i Gråsten og onsdag den 5. juni kl. 16.00 på Ringriderpladsen i Sønderborg.
Lokalavisen og Cirkus Arena udlodder billetter til forestillingen i Sønderborg. Du kan deltage i konkurrencen på soenderborg.lokalavisen.dk.