Fortsæt til indhold

Lokale orienteringsløbere kan følges fra rummet

Talenterne hos OK Gorm og OK Snab Vejle får træningsanalyseværktøjet TracTrac. Et sporingssystem der betyder, at talenterne kan spores, når de løber i skoven

Arkiv
Arkiv

Et øje i det høje skal styrke talentarbejdet indenfor orienteringsløb.
Normalt udføres meget af træningen ”i skoven” med kort over løbsområdet i hånden. Det giver den udfordring, at den træning foregår over så stort et område, at løberen er uden for trænerens synsvidde.
Det betyder, at træneren er helt eller delvis afskåret fra, ved selvsyn, at vurdere kvaliteten af den tekniske og taktiske gennemførelse af et løb eller en træning.

Følger hele vejen

Hos OK Snab i Vejle og OK Gorm i Jelling har man gjort noget ved den udfordring. Klubberne har et talentsamarbejde kaldet TOV, og her har man nu taget et nyt værk-tøj i brug. Nemlig et sporingssystem hvor træneren får et øje ude i rummet, der kan følge løberen hele vejen på en skærm.
"Det gør det muligt for træneren, mens løberen stadig er i skoven, at vurdere dennes løb, således at træneren umiddelbart efter målgang sammen med løberen kan begynde at lave analyse af og give feedback på løbet," lyder det fra TVO.
Inden for de senere år har udbredelsen af GPS-baserede sporingssystemer skabt mulighed for at følge det nøjagtige rutevalg af hver enkelt udøver og foretage sammenlignende analyser af præstationerne umiddelbart efter at løberen har afsluttet sit løb eller sin træning.
"TVO's målsætning er, at det lokale træningsmiljø skal være landets bedste, og med anskaffelsen af træningsanalyseværktøjet TracTrac har vi bragt os helt i front på ”værktøjssiden” og givet vores trænere det allerbedste grej til at kunne vejlede og videreudvikle de talentfulde løbere, der er i TVO," lyder det.