Fortsæt til indhold

Ole er årets vikar

Konsulenthuset Hartmanns har netop uddelt prisen for Årets Vikar i Trekantområdet

Arkiv
Arkiv

For fjerde år i træk har konsulenthuset Hartmanns kåret Årets Vikar i Trekantområdet. Det var Ole M. Thomsen, der løb med titlen. Han får bl.a. prisen for at være en dygtig og loyal medarbejder, der altid leverer en arbejdsindsats i top.
"Det er en stor anerkendelse at få prisen, og jeg er meget glad for den," lyder det fra Ole M. Thomsen.
Ole M. Thomsen er 55 år, uddannet merkonom og bosiddende i Fredericia. Han har de sidste fire år været tilknyttet Hartmanns som vikar og har været ude i en række forskellige vikariater - bl.a. inden for lagerarbejde og rengøring. Han sætter stor pris på den frihed, der følger med, når man arbejder som vikar.
"Jeg kan holde fri, når jeg vil, og jeg kan rejse væk, når det passer. Og i modsætning til tidligere jobs er der ingen stress," fortæller Ole M. Thomsen.
Det er Hartmanns' kunder - offentlige såvel som private virksomheder - der indstiller den vikar, de synes fortjener en særlig anerkendelse.
Et travlt år

Igen i år har Hartmanns haft travlt med at finde vikarer til virksomhederne i Trekantsområdet. Konsulenthuset har haft 50 pct. flere vikarer ude hver dag i forhold til sidste år. Den store efterspørgsel skal ifølge chefkonsulent Hans Henrik Davidsen ses i lyset af, at vikarer i stort omfang er blevet synonym med virksomhedernes omstillingsevne med henblik på at opnå en forøget fleksibilitet.
”Virksomhederne har i langt højere grad fået øjnene op for, hvor stor en betydning dygtige og effektive vikarer udgør i forhold til optimere, tilpasse og justere forretningen - og dermed tilpasse sig markedsvilkårene, som hele tiden forandrer sig," udtaler Hans Henrik Davidsen, der forventer, at den store efterspørgsel på vikarer vil fortsætte i 2014.