I hendes majestæts tjeneste
Tidligere garder udgiver bog, der går bag om dem, der står vagt om de kongelige
Foto: Per Rudkjøbing Domkirkebyen har stærke bånd til kongefamilien, men alligevel går der ofte en rum tid imellem de royale besøg til byen. Men for dem med kampgejsten er der også andre måder at komme i nærheden af blåt blod. Blandt andet kan man gøre som 22-årige Christian Rosenlund Jørgensen fra Viby, der i 2010 valgte at blive garder ved militæret. Dermed kom han efter fire måneders hård træning til at være del af den gruppe soldater, der står vagt på Amalienborg. Christian Rosenlund Jørgensen var med til at bevogte den royale residens igennem fire måneder henover 2010 og 2011. Opgaven var en helt særlig oplevelse for den unge mand, som han nu forsøger at dele med andre ved at udgive en bog med historier fra gardere gennem tiderne. Udgivelsen har han kaldt Garderens Dagbog. - Jeg bad 19 gardere om at beskrive deres oplevelser ud fra nogle overskrifter, jeg valgte, fortæller Christian Rosenlund Jørgensen og fortsætter: - De ældste historier kommer fra en, der gjorde tjeneste i 1969, og de nyeste stammer fra en, der blev færdig i 2012, hvilket giver en god spredning.
Et særligt kammeratskab
Den 22-årige tidligere garder fra Viby fortæller, at ideen til bogen faktisk er en videreudvikling af et koncept, han overvejede, når han i militæret var på vagt og skulle have tiden til at gå. Her måtte man nemlig ikke være på nettet, hvilket nogle gange betød, at tiden gik langsomt. Derfor var tanken først, at han ville udvikle et slags socialt medie, garderne på vagt kunne bruge uden at have netadgang. Her var det meningen, at det skulle være muligt at dele historier og erfaringer. I sidste ende besluttede Christian Rosenlund Jørgensen sig dog for, at historierne også skulle deles med folk uden for garden. - Man står jo ikke vagt om dronningen andre steder, så det virkede naturligt at dele oplevelserne med folk udenfor garden. - Jeg håber, at du vil kunne få en fornemmelse for, hvad det vil sige at være garder og det særlige kammeratskab, der følger med, siger han.
Møde med verden
Christian Rosenlund Jørgensen har med Garderens Dagbog valgt at holde sig selv som den samlende og redigerende kraft. Han har skrevet bogens forord og står for at få den trykt og udgivet, men ellers har han overladt skriverierne til de 19 andre gardere. Arbejdsfordelingen skal dog ikke ses som et tegn på, at den unge mand fra Viby ikke har glade minder fra sin egen tid i Garden. - Blandt andet husker jeg tydeligt, hvordan jeg juleaften 2010 gik vagt i kronprinsens have. - Også nytårskuren ved Christiansborg, hvor man kom tæt på ambassadører og en masse spændende folk fra hele verden, står meget klart. Man kan få mere information om bogen på www.garderensdagbog.dk. hw@roskildeavis.dk