Fortsæt til indhold

Hæder til lokal Føtex

Varehuset på Venusvej i Fredericia er blevet kåret som "Årstidens Varehus"

Arkiv
Arkiv

Fire gange om året kårer Føtex "Årstidens Varehus". Der kåres ét varehus i hver landsdel, og i region Fyn/Sønderjylland blev det denne gang Føtex Venusvej Fredericia, der løb med sejren.
Når Årstidens Varehus skal findes blandt alle landets Føtex-varehuse, er det kunderne, der er dommere. Deres tilfredshed med varehusene er afgørende, og kunderne spørges blandt andet til deres samlede indkøbsoplevelse, deres syn på vigtige områder som Frugt & Grønt og Kød, niveauet af udsolgte varer og ventetiden ved kasselinjen.
"Vi har valgt at spørge kunderne, fordi de er vores øverste chefer. Vores mål er at give kunden den bedste indkøbsoplevelse, så det er meget naturligt, at vi også inddrager dem i konkurrencen," siger varehuschef Henrik Mogensen i Føtex Venusvej Fredericia.
I hvert varehus er mellem 150 og 200 tilfældige kunder blevet interviewet om deres holdning til føtex. I konkurrencen indgå derudover besøg af en såkaldt ”hemmelig kunde”, der bedømmer varehusene på samme kriterier.
Varehuschef Henrik Mogensen er stolt af titlen, som han betragter som et skulderklap, der kan mærkes.
"Vi er meget stolte over prisen og den betyder rigtig meget for os. Vi arbejder hver dag stenhårdt på at yde en god kundeservice, og prisen viser, at vi er godt på vej. En god kundeservice er en af årsagerne til at vores kunder kommer igen - og det er jo hvad det drejer sig om," siger Henrik Mogensen
Medarbejderne i de fem vindervarehuse bliver belønnet med en vandrepokal, et besøg af Føtex' egen pølsevogn i starten af det nye år, hvor alle medarbejdere kan spise alle de hotdogs de ønsker - og desuden får varehuset et lod til årskonkurrencen, hvor et Føtex varehus kåres som årets absolut bedste.