Fortsæt til indhold

Jens Petersen er død, 70 år

En af EfB's store personligheder gennem tiderne, Jens Petersen, er efter længere tids sygdom død, 70 år.

Arkiv
Arkiv

Jens Petersen debuterede for EfB 12. juni 1960 i en kamp mod B 1913 og spillede 120 kampe og scorede 16 mål for EfB, inden han i 1965 blev solgt til skotske Aberdeen FC. Forinden var han som venstre half med til at vinde tre danske mesterskaber for EfB og opnå æren som den første at blive kåret som ”Årets spiller i Danmark” i 1963.

Efter 205 kampe og 12 mål for Aberdeen skiftede Jens Petersen i 1970 til Rapid Wien, hvor han scorede et mål i 16 kampe. Udlandskarrieren blev afsluttet i belgiske Racing Mechelen, hvor han i perioden 1971-1973 spillede 35 kampe og scorede tre mål.
Jens Petersen debuterede på A-landsholdet mod Malta 8. december 1962 og var en af syv EfB-spillere i startopstillingen. Siden blev det til 21 A-landskampe inden den professionelle karriere, der på den tid afskar spillere fra at spille på landsholdet.
Da Jens Petersen vendte hjem til Danmark i 1974, spillede han videre for Varde i et års tid. Efter den aktive karriere var han i sammenlagt 10 år træner for Varde, Esbjerg B47 og Tarp B.
I sit civile liv arbejdede Jens Petersen i perioden 1974-1978 for Tjæreborg rejser, i 1978-1988 var han ansvarlig for Esbjerg Kommunes bybusser, hvorefter han jobmæssigt rykkede tættere på idrættens verden. I årene 1988-1996 var han således stadioninspektør i Esbjerg Idrætspark og blev derefter udnævnt til direktør for idrætsparken og Svømmestadion Danmark.
Jens Petersen dyrkede foruden fodbold tennis, skisport og maratonløb og var en stor atlet.
Formanden for EfB Elite A/S, Jørgen L. Jensen, udtaler ved Jens Petersens død disse mindeord:
- Jens Petersen var en stor EfB'er og et fantastisk menneske. Han havde en særlig evne til at få det bedste ud af enhver vanskelig situation, og han var ordholdende som få. Han var en stor sportsmand og var ud over at være en ypperlig fodboldspiller en meget dygtig tennisspiller. Jeg vil tænke mange gange på, hvad Jens stod for og magtede for EfB. En stor personlighed er død, og vore tanker går til hans familie, Dora og børnene.