Fortsæt til indhold

Sønderborgs første spøgelsesbilist

Arkiv
Arkiv

Torsdag aften kl. 22.32 fik Sønderborg sin første spøgelsesbilist i skikkelse af en 53 årig kvinde fra Sønderborg.
Flere bilister nåede at kontakte politiet og rapportere et køretøj, som kørte i mod trafikken på den nye motorvej. Første gang blev bilen med kvinden set ved af- og tilkørslen ved Avnbøl.
Da en politipatrulje nåede Alssundbroen, kunne de se kvindens bil holde på tvært midt på broen med en halvdel på den ene vejbane og en halvdel på den anden vejbane. For da kvinden endelig opdagede, at hun kørte i den forkerte vejbane, ville hun skifte over på den anden, men bilen gik i stå for hende, da hun ville over midterstykket. Herefter lod hun bilen holde mørklagt midt på broen.
Kvinden var ædru men virkede forvirret, og politiet fik skyndsomt bragt både bil og kvinde i sikkerhed, inden det endte med en større ulykke.
Forseelsen ender formentlig med en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet, men nu vil man lige kontakte en politikreds, som har mere erfaring med spøgelsesbilister.