Vibe vælger svensk
Som forventet er Lasse Vibe fortid i SønderjyskE. Næste arbejdsgiver for den fodrappe angriber er IFK Göteborg
De SønderjyskE fodboldtilskuere kommer til at kigge langt efter spilleren med nummer 17, når Superligaen begynder påny. Helt som spået vil Lasse Vibe være draget videre til mere prominente jagtmarker.
Onsdag kunne SønderjyskE bekræfter at Lasse Vibe er tabt for klubben, og at den fodrappe angriber fortsætter sit målraid i svenske IFK Göteborg. Det ærgrer naturligvis den lyseblå klub, men der er ingen hard feelings:
"Vibe har gennemgået en fantastisk udvikling i SønderjyskE. Det har overgået selv vore vildeste forventninger. Næsten fra første dag i SønderjyskE har han været én af ligaens største profiler," siger sportschef i SønderjyskE, Ole Nielsen.
"Lasse har leveret fremragende for os. Han er en fantastisk fyr, der går foran med et godt eksempel. Særligt i perioder, hvor vi har mærket modgang. Vi kan kun give de bedste anbefalinger til Lasse, og vi ønsker ham og hans familie al mulig held og lykke i fremtiden. Det er fuldt fortjent, at han nu får prøvet sig af i en anden liga og i en større klub," siger Ole Nielsen.