Christianskirken tager afsked med Herman
I anledning af Herman Hansens afgang som organist ved Christianskirken er der koncert i kirken fredag den 21. juni kl. 14.30.
Ved orglet sidder organist Jytte Lundbak, som til daglig er organist i Skt. Nikolai Kirke i Holbæk og tidligere har givet koncerter i Christianskirken.
Koncertprogrammet indeholder bl.a. danske salmer, som synges som fællessang og spilles i forskellige udgaver. Desuden er Bach og Händel på programmet. Der er lagt op til tre kvarters stemningsfuld musik med orgel, saxofon og fællessang.
Organist Herman Hansen er født i Haderslev og voksede op i et hjem med megen sang og musik. I 1963 begyndte han at spille orgel hos Carl Riess i Marmorkirken samtidig med at han fik undervisning i klaver og hørelære ved Musikhøjskolen i København. I 1965 blev han optaget på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. I 1970 aflagde han kirkemusikalsk eksamen ved Det Vestjyske- og Det Fynske Musikkonservatorium, og i 1974 aflagde han desuden Musikpædagogisk eksamen.
Juni 1971 fik Herman Hansen ansættelse som organistassistent ved Roskilde Domkirke, men allerede i december samme år fik han ansættelse som organist og kantor ved Christianskirken i Sønderborg.
Som organist vægter han gudstjenestens salmeledsagelse højt, og Herman Hansen har derfor arbejdet meget med kirkens ungdomskor og drengekor. Desuden har han fra 1982 til 1984 været dirigent for Haderslev Lærerkor.
Fra 1998 til 2009 har Herman Hansen været med i planlægningsudvalget for sommerkoncerter i kirkerne på Als og i Sundeved - 'Musik i Kirkerne' - og som Christianskirkens organist er han hvert år primus motor for kirkens sommerkoncerter, hvor solister og ensembler fra ind- og udland deltager.
Udover koncerten fredag er der afskedsgudstjeneste med efterfølgende kaffe i Christianskirken søndag den 23. juni kl. 10.