Fortsæt til indhold

Cykelklub i rødt og hvidt

Medlemmerne af Rødding Cykelklub bliver lette at genkende på vejene. De har nemlig fået nyt dress

Arkiv
Dorthe Andresen

De bliver meget lette at genkende, når de tramper i pedalerne på landevejene - medlemmerne af Rødding Cykelklub.
For klubben har nemlig valgt at udstyre medlemmerne med nyt, flot cykeltøj.
Cykelklubben i Rødding er efterhånden vokset til nu at kunne mønstre 65 medlemmer, og som det ses på ovenstående billede, så var rigtig mange af dem samt flere af klubbens sponsorer troppet op, da der skulle tages et fællesfoto ved akvititetshuset i Rødding.
Fra cykelklubben forlyder det, at valget af cykeltøjets farver er helt bevidst.
Den røde farve skal nemlig symbolisere, at medlemmerne kommer fra - ja Rødding, mens den hvide skal i kombination med den røde symbolisere det danske tilhørsforhold - og dermed gøre medlemmerne mere synlige i det danske sommerland, når de enkeltvis eller i flok hopper på cyklerne.
"Endvidere giver striberne et strømlignet look," lyder forklaringen fra cykelklubben.
Og at Rødding Cykelklub er kommet rigtig godt fra start vidner ikke kun antallet af medlemmer om. For klubben har også allerede nu fået lavet aftaler med 12 sponsorer - aftaler, der gælder for de næste tre år.