Fortsæt til indhold

Forsalg går godt

Fredericia Teater har nu rundet hele 35.000 billetter i forsalg til opsætningen i Operaen og et totalsalg på 80.000 billetter

Arkiv
Arkiv

Operaen i København er det eneste sted i Europa, hvor Disneys ALADDIN – The Musical vil blive opført i år. Trods myten om, at man ikke kan samle publikum til at se indendørs teater i København i industriferien, storsælger Fredericia Teaters produktion af musicalen. Således går forsalget over al forventning. Der er premiere den 19. juli, og opsætningen har allerede passeret 35.000 solgte billetter, hvilket bringer den populære musical op på hele 80.000 solgte billetter i alt.
Teaterchef Søren Møller fra Fredericia Teater er begejstret for forsalget, der betyder, at musicalen allerede nu kan kaldes en regulær publikumssucces i København.
"Vi har haft et håb og en drøm om, at det ville kunne lade sig gøre at samle et stort publikum til en indendørs forestilling midt i sommerferien. At vi nu har fået bekræftet, at det kan lade sig gøre, er vi naturligvis vildt stolte af, men vi synes også, at det åbner for nogle fantastisk spændende perspektiver generelt for dansk teater i forhold til at inddrage de danske scener i sommerferien."
Opsætningen er skabt specielt til lejligheden. Den fysiske produktion bliver meget større for at tilpasse forestillingen perfekt til Operaens kæmpescene. Det betyder bl.a. at den højopløselige storskærm vokser til dobbelt størrelse fra ca. 100 m2 til ca. 200 m2.
Publikum kan glæde sig til at opleve hele det originale, anmelderroste cast fra opsætningen i Fredericia med bl.a. Johannes Nymark som Aladdin, Maria Lucia Heiberg Rosenberg som Prinsesse Jasmin og den unge Reumert-nominerede stjernekomet Pelle Emil Hebsgaard som Genie i spidsen for det over 30-personer store ensemble.